
UP NEXT: VIBORG FF
10.09.2025 11:04
Det er to formstærke hold, som mødes på søndag i Viborg i kamp 60 mellem Viborg FF og AGF i 3F Superligaen.
Søndag gælder det Viborg FF, når 3F Superligaen genoptages efter en kampfri weekend med landskampe. Vi mødes på udebane på Energi Viborg Arena søndag den 14.9 kl. 14.
Der er få billetter til udebaneafsnittet, som vi forventer bliver udsolgt. Find billetter her >>>
Kampen bliver opgør nummer 60 i 3F Superligaen mellem de to domkirkebyer, som gennem tiderne også har mødt hinanden i 1. division.
Set hen over de seneste ti kampe er det udeholdet som har en lille overhånd med fire sejre til AGF mod Viborg FF’s tre og altså tre uafgjorte kampe.
Begge hold kommer ind til kampen ovenpå sejre. Viborg FF vandt således deres seneste kamp på udebane mod Vejle Boldklub med 2-1, mens vi vandt i Vejlby over FC Fredericia med 4-1.
De resultater betyder, at det er 3F Superligaens aktuelle nummer tre og nummer syv som mødes på søndag. Vi har således 14 point, mens vores værter har ni point inden kampen og kan altså hente ind på os, mens vi omvendt kan skabe lidt afstand til Viborg FF med en sejr på søndag.

Formår vi at tage alle tre point på søndag vil det være første gang siden februar-april 2023, at vi vinder tre udekampe i træk - den gang var det en stribe som inkluderede en 1-0 sejr i Viborg.
Seneste kamp i Viborg var næsten for et år siden den 6. oktober 2024, da vi spillede 1-1 - det var i øvrigt også resultatet i det omvendte opgør i sidste sæson. Og to uafgjorte i træk med VFF er lidt usædvanligt.
Kun to gange i de tidligere 12 kampe har vi spillet uafgjort med seks sejre til os og fire til Viborg FF, og på Energi Viborg Arena har vi haft nogen okay oplevelser på det seneste, hvor vi er ubesejret i tre ud af de seneste fem kampe.
Vi rejser ad Viborgvej som det hold i 3F Superligaen med flest afslutninger med 119 og vi ligger også godt med på andre offensive statistikker med tredjeflest mål med 15, hvor Viborg FF er på 10 mål.

I seneste kamp blev målene fint fordelt på fire spillere. Blandt andre Tobias Bech og Patrick Mortensen som også er de seneste AGF’ere til at score på Energi Viborg Arena, hvor også Kevin Yakob og Frederik Tingager har gode målerfaringer i nyere tid.
Også i denne sæson har Mortensen og Bech fået gang i målscoringen og deler med fem mål hver en andenplads på 3F Superligaens topscorerliste. Scorer Mortensen igen på søndag vil det være femte kamp på stribe, at anføreren kommer på tavlen - det er kun sket en gang tidligere for Mortensen i hans tid i AGF.
Men der skal også arbejdes hårdt for målene i Viborg som i denne sæson har nogen fine defensive tal i toppen af ligaen. For eksempel er det, det hold i ligaen som clearer tredjemest og har vundet næstflest tacklinger.
Viborg FF har også en duel-stærk midtbane med Thomas Jørgensen - som søndag kan spille sin Superliga-kamp nummer 50 - i spidsen som med 53 har vundet flest dueller langs jorden af alle i Superligaen med vores Kristian Arnstad på fjerdepladsen med 37.

Søndag kan der skrives nye tal og tendenser i kampene mod Viborg FF. Der er kampstart kl. 14 og udebaneafsnittet på Energi Viborg Arena nærmer sig udsolgt.
Så planlægger du en tur til Viborg på søndag, så få fat i en billet nu. Brug linket herunder