
STOR AGF DOMINANS PÅ FYN IKKE NOK TIL SEJR
23.09.2025 19:29
AGF's kvinder spillede tirsdag aften 0-0 mod OB Q på Fyn, hvor AGF'erne manglede den sidste skarphed.
AGF Kvindefodbold var tirsdag aften i Odense til sidste kamp i denne runde i A-Ligaen.
OB Q tog i mod i en kamp, der startede med en god chance til Signe Andersen efter blot fem minutter, men OB’s målvogter reddede og indikerede, at hun havde taget handskerne med i aften.
Derefter tog vi for alvor fat med presset og efter et kvarters tid kom gæsterne fra Aarhus til endnu en god chance, da et godt gennembrud endte med en afslutning i det fynske felt, der desværre for os gik over mål.
Men chancen indikerede starten på en god GF-periode med flere afslutninger, hvor blandt andre Line Aarhus forsøgte sig. Også en veloplagt Signe Baattrup kom til et godt skud i en periode, hvor gæsterne havde held til at presse fynboerne tilbage og vi kunne snildt ha’ været foran, da der var passeret en halv time. Men OB’s målvogter tog fra med flere gode redninger i en AGF-dominans som varede helt til pausen.
Trods flere muligheder til blandt andre Julie Mathiasen og Signe Andersen i slutningen af første halvleg, lykkes det dog ikke at drage fordel af en ellers rigtig god første halvleg med flere fine AGF-chancer - heller ikke selv om vi faktisk fik bolden i mål ved Line Aarhus til allersidst i første halvleg, men det blev underkendt for offside.
Så vi måtte gå til pause ved stillingen 0-0 - og det kunne gæsterne fra Aarhus ærgre sig mest over.

2. halvleg
Anden omgang startede, hvor den første slap - med en chance til AGF, men præcisionen manglede.
Værterne havde fået reguleret lidt i pausen og formåede i begyndelsen af anden halvleg, at holde AGF lidt mere fra fadet med chancer.
Men vores defensiv holdte stadig OB fra de største chancer, som vi i stedet igen begyndte at skabt i den anden ende - dog uden at få den prikket den. Og det var ikke for ingenting, at OB’s målvogter i dag var værternes mest fremtrædende spiller, for hun kom i vejen for meget og vi manglede den sidste skarphed i de afgørende situationer.
Og vi manglede måske også det sidste held, som for eksempel da Ea Ramussen ramte overliggerne på et langskud efter en times spil eller da en stærkt spillende Signe Battrup tog en flot tur og desværre for os ramte stolpen.
Efterhånden som anden halvleg skred frem virkede værterne tilfredse med det ene point og komfortabel med at forsvare det hjem.
Og trods en ihærdig indsats fra AGF’erne lykkes det ikke, at få scoret det mål som nok selv den mest patriotiske fynbo ville mene, vi havde fortjent på en aften i Odense, hvor det ikke skortede på mulighederne for mål og dermed sejren. Men AGF’erne må altså rejse hjem med et point efter 0-0 i Odense.
Næste kamp er på lørdag, hvor vi hjemme på Ceres Park Vejlby tager i mod FC Midtjylland. Find billet til den kamp lige her >>>
OB Q vs. AGF / A-Liga runde 6 / Nature Energy Park / 23.9 2025
0-0 (0-0)
AGF i Odense:
Marie Gade, Sofie Vendelbo, Julie Mathiasen, Sarah Sundahl (73’ Johanne Krøger), Ea Rasmussen, Cecilie Johansen (85’ Clara Littrup), Signe Baattrup, Elvira Bull Nejmann, (85’ Sofie Louise Jørgensen, Cecilie Harsløf (45’ Silke Lynge Larsen), Signe Andersen, Line Aarhus (66’ Johanne Guldbæk)