SOLBAKKEN EFTER SL-DEBUT: - STOLT AF HOLDET

28.09.2025 20:28

Markus Solbakken med sit første mål for AGF

Det blev en god søndag aften i Farum for vores nyeste mand i hvidt. Markus Solbakken fik sin startdebut i 3F Superligaen og scorede ovenikøbet sejrsmålet i 2-1 sejren over FC Nordsjælland.

Så han var naturligvis en tilfreds GF’er, da han mødte pressen på Right to Dream Park efter kampen.



- Det betyder meget, at jeg startede inde og fik en masse minutter i benene. Det er et stykke tid siden, jeg har spillet fra start i en turneringskamp, men har fået gode minutter i træningskampe og var så med i onsdags i pokalen.

- Så det var fedt at starte i 3F Superligaen i en intens kamp i aften og så også at komme på tavlen i en god sejr - det er jo bare perfekt, sagde Markus Solbakken i mixed zonen efter en god kamp af hele holdet. 

- Vi spiller en rigtig god kamp i dag mod FC Nordsjælland og jeg er stolt af, hvor vi er som hold lige nu. Vi har vundet otte kampe i streg, og det giver en god tro. Vi har selvtillid og i dag er vi gode til at holde på bolden og vores pres fungerer også godt, lød det fra Solbakken. 



Næste kamp for Solbakken og co. er på søndag den 5. oktober, hvor der er lokalopgør hjemme i Ceres Park Vejlby mod Silkeborg IF.

Køb billet her inden de er væk.