PROGRAM FOR AGF DAGEN

04.09.2025 14:05

Masser af underholdning og samvær på lørdag i AGF Dagen, hvor vi også byder på et spændende program på scenen.

Lørdag den 6. september forvandler vi dele af Grønnegade til AGF Gaden, når AGF deltager i Aarhus Festuges endagsfestival, Hele Aarhus Fejrer, hvor Midtbyen bliver fuld af liv og aktiviteter over det hele. 



AGF overtager Grønnegade, hvor strækningen fra Klostergade til Åboulevarden vil være forvandlet til en AGF-gade med masser af aktiviteter for hele familien. 
Den ene ende af gaden vil byde på kreative og sjove oplevelser for børn, mens der i den anden ende er fokus på klubben, fællesskabet og dem, der følger AGF tæt. 



Vi åbner gaden kl. 10, scenen kl. 11 og frem til kl. 16 vil der så være masser af liv, talks, boder og aktiviteter.

Oplev blandt andet: 


Klub Aros med krea-værksted


AGF 1880 som viser mange af foreningens aktiviteter.


Live grafitti-maling 


Se et museum med gamle AGF-trøjer 


Mød Aros 

Ombold og streetfodbold 



Og meget mere…


På scenen kan man dagen igennem opleve forskellige talks. Her er programmet: 

Kl. 11.15 / DE SIDSTE PROCENTER 
En superliga-trup i 2025 er i en konstant stræben efter at få det meste ud af alle spillere. Så kravene er store og indsigten endnu større. Head of Performance i AGF, Phil Mansfield fortæller om arbejdet med optimeringen af alt omkring truppen og jagten på de sidste procenter. 

Kl. 12.00 / 86 
AGF’s seneste mesterskab huskes stadig af mange. Næste år har det 40 års jubilæum og i den forbindelse udkommer en ny dokumentarfilm om mesterskabet. Vi har inviteret to spillere fra mesterholdet til en samtale om 1986 - et år, hvor alt gik op i en højere enhed. 

Kl. 12.45 / LYDEN AF AGF: LIVE PODCAST MED RASMUS WALLBRIDGE 
Velkommen til et særligt afsnit af fan-podcasten Lyden AGF - optaget live på scenen. Vært Rasmus Thomsen har gæster med på scenen - blandt andre komikeren Rasmus Wallbridge - som tager temperaturen på AGF’s sæson indtil nu. Og så kigger podcasten også lidt frem mod det, der venter resten af året.

Kl. 13.30 / QUIZ 
Podcast-deltagerne - og publikum - bliver udfordret i en AGF-quiz om fede AGF-præmier. 

Kl. 14.00 / NU KOMMER YOUNG GUNS
AGF har sat turbo på talentudviklingen og bygget et nyt akademi. Talentchef Marc Østerballe i AGF fortæller om AGF’s talentudvikling og fremtiden som tegner lys og lovende.  

Kl. 15.00 / AGF ER IKKE SOM DE ANDRE
AGF skiller sig ud i nutidens fodboldlandskab ved at klubben har lokale ejere. Det er noget som tilhængerne sætter pris på og ønsker at bevare. Mød AGF-tilhænger Jacob Grunnet og bestyrelsesformand i AGF A/S, Lars Fournais.