
MINDEORD: JOHNNY VILSTRUP ER DØD
02.09.2025 05:15
En del af finaleholdet fra 1996 er her ikke mere.
Flaget gik på halv i går på Fredensvang, da vi i AGF - med stor sorg - fik besked om, at den tidligere spiller og pokalvinder Johnny Vilstrup er død.
Vilstrup spillede blot i AGF i to sæsoner og nåede ikke mere end 35 kampe. Men alligevel satte Johnny Vilstrup et stort aftryk i klubben og blandt tilhængerne.
Ikke kun fordi han var en central del af pokalvinderne fra 1996, hvor han med en scoring i semifinalerne og så en assist til pokalfinalens første mål, havde en stor andel i den endelige finalesejr.
Men også fordi han med lune og et stort hjerte udenfor banen og en sjælden kombination af teknisk finesse og hårdt arbejde inde på banen hurtigt blev en afholdt del af klubben og vandt mange tilhængeres hjerter i de glade 90’ere på Aarhus Stadion.
Nu er Johnny Vilstrup sovet ind efter kort tids sygdom. Han blev blot 58 år.

Johnny Vilstrup var født i København og startede med at spille fodbold i Fremad Valby, og efter han tog et spring mod topfodbold i Fremad Amager, kom han til Lyngby Boldklub i 1991 og var en del af Lyngbys mesterhold i 1992.
I 1995 blev han solgt til engelsk fodbold til Luton, men vendte kort efter - efter et trænerskifte i den engelske klub - tilbage til Danmark og på en lejeaftale i AGF, som senere blev gjort permanent.
Og heldigvis for det. For i Aarhus og i AGF blev han en del af et succesfuldt hold, som spillede med i toppen og altså vandt både medaljer og pokal.
- Jeg kendte mange af spillerne i forvejen. Det var spillere som Gunner Lind, Stig Tøfting, Martin Jørgensen og Torben Piechnik, så det var ikke svært at komme til Aarhus. Vores træner, Peter Rudbæk var også en fantastisk træner og et fantastisk menneske, lyder det på AGFLegenderne.dk fra Johnny Vilstrup, der i sin relative korte tid i AGF bidrog til sølv samme år som pokalen i 1996 og bronze i 1997.
- For mig sidder minderne ikke i medaljerne - minderne har jeg i hovedet. Det var en fantastisk tid, har Vilstrup sagt om sin tid i AGF.
Vilstrup måtte stoppe sin aktive karriere på grund af skader allerede som 30-årig, og AGF blev hans sidste klub som professionel. Efter fodbolden arbejdede han som massør og zoneterapeut med speciale i sportsmassage.
Vilstrup var helt frem til sin død aktiv i AGF’s Legendekorps og var så sent som i foråret på besøg på Fredensvang, da AGF’s tidligere spillere mødtes til en dag fyldt med nostalgi og minder.
Nu har vi kun minderne om Vilstrup tilbage, og vi sender vores bedste tanker til Johnny Vilstrups efterladte og pårørende. Æret være hans minde.

(Johnny Vilstrup - forrest siddende - får en "nakkekrammer" efter pokalfinalen 1996 af Årets Legende 2025, Henrik Mortensen. Foto: Ole Nielsen)