GALLERI: SAMMEN OM FODBOLDEN

11.09.2025 15:46

Årets Sponsorcup blev en stor succes. I hvert fald indtil himlen åbnede sig og afbrød arrangementet før tid. Men inden var der smil på læben og bold ved foden til fordel for OMBOLD, som der blev rejst 150.000 kr. til.

I denne uge havde vi i AGF inviteret sponsorer og fans til Sponsorcup 2025. En streetfodbold-turnering, hvor overskuddet går til OMBOLD.

OMBOLD er et forandringsskabende fodboldfællesskab for mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, psykisk sårbarhed eller på anden måde ikke passer ind i det traditionelle foreningsliv.

Så onsdag eftermiddag blev en parkeringsplads ved Ceres Park Vejlby forvandlet til en gadefodboldarena, da vi og OMBOLD satte rammen for en dag fyldt med fællesskab, fair play og social ansvarlighed og, hvor et hold med AGF-legender som Martin Jørgensen og Flemming Povlsen spredte stjernestøv og tog kampen op med vores sponsorer og et hold fra AGF's administration. 

Desværre måtte turneringen aflyses midt i det hele, da et massivt skybrud med lyn og torden satte en brat stopper for finalerne.

Inden oplevede vi en dag med fællesskab og fodbold, der samlede 150.000 kr. ind til OMBOLD's arbejde for hjemløse og mennesker i udsatte livssituationer, og ikke mindst til afviklingen af De Åbne Aarhusmesterskaber som fandt sted dagen efter. 

Tusind tak til alle medvirkende, de frivillige og andre som - trods regnen - gjorde Sponsorcup 2025 til en dag, vi husker og som vil gøre stor nytte for OMBOLD.