ÅRSRAPPORT 24/25: RESULTAT SOM FORVENTET

24.09.2025 10:01

Bestyrelsen for AGF A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens årsrapport for perioden 1. juli 2024 - 30. juni 2025.

Koncernens resultat før skat er et underskud på 21 mio. kr. Resultatet er i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger for regnskabsåret, som var et negativt resultat før skat på mellem 20 og 40 mio. kr.

Omsætningen er steget fra 186 mio. kr. til 188 mio. kr. Den væsentligste årsag er en stigning i indtægter fra samarbejdspartnere og sponsorer fra 84 mio. kr. til 92 mio. kr., som kan henføres til en generel positiv udvikling i sponsoropbakningen. Omsætningen har også været positivt påvirket af anden omsætning, varesalg, der stiger fra 12 mio. kr. til 15 mio. kr., som kan henføres til øgede aktiviteter på merchandise-området. Den reducerede stadionkapacitet på det midlertidige stadion i Vejlby har modsat påvirket omsætningen i negativ retning. Omsætningen, der vedrører restaurations-og cateringvirksomhed, er således faldet fra 21 mio. kr. i 2023/24 til 16 mio. kr. i 2024/25, mens Arrangementer og kampe, billetsalg er faldet fra 14 mio. kr. i 2023/24 til 11 mio. kr. i 2024/25.

Koncernens eksterne omkostninger er steget med 2 mio. kr. fra 77 mio. kr. i 2023/24 til 79 mio. kr. i 2024/25. Generelt kan stigningen henføres til omkostninger i forbindelse med flytning til det midlertidige stadion, Ceres Park Vejlby, ibrugtagning af det nye akademi samt flytningen af administrationen til Fredensvang.

Stigningen i administrationsomkostninger, som er steget fra 15 mio. kr. til 19 mio. kr., kan primært henføres til opgraderinger af diverse it-systemer og udvidede marketing-platforme samt drift af det nye akademi. Modsat har der været en positiv afvigelse i Kamp– og spilleromkostninger, som er faldet fra 31 mio. kr. i 2023/24 til 29 mio. kr. i 2024/25. Det kan henføres til faldende rejseaktiviteter, med afsæt i ingen europæisk deltagelse, samt en tidlig exit i Oddset Pokalen.

Personaleomkostninger er steget med 16 mio. kr. fra 117 mio. kr. i 2023/24 til 133 mio. kr. i 2024/25. Stigningen kan primært henføres til øgede udgifter til den sportslige sektor, samt administration herunder også lønomkostninger til fokus på de udvidede marketingplatforme. Af- og nedskrivninger er steget med 8 mio. kr. fra 32 mio. kr. i 2023/24 til 40 mio. kr. i 2024/25. Stigningen kan henføres til afskrivninger på akademiet samt det midlertidige stadion, Ceres Park Vejlby.

Andre driftsindtægter er faldet med 83 mio. kr. fra 122 mio. kr. i 2023/24 til 39 mio. kr. i 2024/25, hvilket kan henføres til væsentlig lavere nettotransferindtægter. Afledte nettotransferomkostninger er tilsvarende faldet med 15 mio. kr. fra 16 mio. kr. i 2023/24 til 1 mio. kr. i 2024/25.

Koncernens likviditetsberedskab inkl. værdipapirer pr. 30. juni 2025 udgør 59 mio. kr. i forhold til 85 mio. kr. året før. Koncernens likviditetsberedskab indeholder ikke trækningsret. Selskabet har herudover en kassekredit på 12 mio. kr. Koncernen har pr. 30. juni 2025 indgået leasingforpligtelser på 27 mio. kr., som primært vedrører akademiet i modsætning til sidste år, hvor forpligtelserne udgjorde 1 mio. kr. Der er ikke yderligere rentebærende gæld.

Egenkapitalen er faldet med 21 mio. kr. til 205 mio. kr., svarende til en soliditetsgrad på 71 %. Faldet kan henføres til årets resultat.

Pengestrømme fra den primære drift er ÷28 mio. kr. mod 0 mio. kr. året før. De samlede pengestrømme er 4 mio. kr. mod ÷26 mio. kr. året før, hvilket bl.a. skyldes modtagne betalinger vedrørende salg af kontraktrettigheder. Korrigeret for køb og salg af værdipapirer er koncernens pengestrømme for regnskabsåret ÷29 mio. kr. mod ÷27 mio. kr. året før. Udviklingen skyldes, at der i 2024/25 er foretaget store investeringer i forbindelse med det nye akademi samt det midlertidige stadion, Ceres Park Vejlby.

Forventninger
For regnskabsåret 2025/26 forventer koncernen uændret et negativt resultat før skat på mellem 25 og 45 mio. kr.

Hændelser efter regnskabsårets udløb
Efter balancedagen er fondsbørsmeddelelse nr. 9/2025 og nr. 10/2025 offentliggjort vedrørende henholdsvis indledning og afslutning af rettet emission, som førte til tegning af 87.500.000 nye B-aktier á nominelt 0,25 kr. med et provenu på 70 mio. kr. Provenuet skal anvendes til at fastholde og understøtte den sportslige udvikling og til infrastrukturelle investeringer.

Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:

”Årets resultat er som forventet ud fra de givne omstændigheder, på trods af at det midlertidige stadion af mange årsager er blevet markant dyrere for os end først beregnet. Samtidig investerer vi stadigvæk yderligere i det sportslige setup, hvor vi i årets løb har åbnet akademiet på Fredensvang, opstartet samarbejde i El Cambio i Uganda, ligesom vi har øget vores sportslige budgetter for såvel herrerne i Superligaen som vores investeringer for kvindefodbolden i Aarhus. Så trods de ekstraordinære omkostninger, vi har oplevet, fastholder vi et højt ambitionsniveau både sportsligt og kommercielt.”

Adm. direktør Jacob Nielsen udtaler:

”Efter seks år i træk med tocifrede millionoverskud kommer vi ud med et kalkuleret underskud, og vi kan nøgternt konstatere, at det er markant dyrere at bygge nyt stadion med mange flere følgeomkostninger, end der oprindelig var lagt op til. Foruden de mange anlægsinvesteringer i Vejlby kan vi heller ikke opretholde de samme matchday-indtægter som tidligere sæsoner, men heldigvis præsterer vi stadigvæk flot i de kommercielle afdelinger, hvor vi for 10. år i træk kan konstatere en rekordhøj sponsoromsætning, hvor vi nærmer os de 100 mio. kr., ligesom vi på merchandise-fronten har solgt rekordmange trøjer og derfor oplever stor omsætnings- og indtjeningsfremgang.

Forsinkelserne af stadionbyggeriet er en alvorlig streg i regningen, der stiller store krav til vores indtjeningsevne i hele organisationen og vores evne til at skabe resultater på fodboldbanen – både i form af point og udvikling af spillere med et salgspotentiale. Vi kan og skal fortsat forbedre os på alle parametre og det stiller store interne krav, men den opbakning, vi oplever fra alle vores samarbejdspartnere, sponsorer, aktionærer og fans, er kun med til at bestyrke os i, at vejen til det nye stadion i Kongelunden er værd at kæmpe for.”