
AGF STYRKER KAPITALGRUNDLAGET MED 70 MIO. KR. – TO NYE, LOKALE STORAKTIONÆRER TRÆDER IND
23.09.2025 08:46
AGF har i dag meddelt til fondsbørsen, at den rettede emission, som blev annonceret den 16. september, nu er gennemført. Emissionen har resulteret i en kapitaltilførsel på 70 mio. kr., og ejerkredsen er samtidig udvidet med to nye storaktionærer.
Bestyrelsesformand Lars Fournais udtaler:
– Vi har oplevet en massiv opbakning fra både eksisterende og nye investorer – alle med stærk tilknytning til Aarhus. Kapitaltilførslen på 70 mio. kr. vidner om den lokale forankring og den brede opbakning, AGF nyder, siger Lars Fournais.
Blandt investorerne er Pernille Salling Holm og Michael Holm, der står bag IT-virksomheden Systematic, samt Torben Mouritsen. Begge ejer nu mere end 5 % af aktierne i AGF.
– Alle vores nuværende storaktionærer har deltaget i kapitaludvidelsen, og såvel Pernille Salling Holm og Michael Holm i fællesskab som Torben Mouritsen har øget deres ejerandele, så de nu også ejer mere end 5 %. Det understreger, at AGF fortsat hviler på et solidt aarhusiansk fundament, siger Lars Fournais.
Kapitalforhøjelsen er gennemført på baggrund af, at de to stadionprojekter, som AGF A/S er involveret i, er blevet både dyrere og mere langvarige end oprindeligt forudsat.
– Det er forbundet med markante omkostninger at bygge nyt stadion, og både det midlertidige stadion i Vejlby og byggeriet af det nye stadion har krævet væsentlig flere midler, end vi havde forventet. Med den rettede emission er vi nu bedre rustet til at håndtere denne situation, og vi har et stærkere økonomisk beredskab til at videreføre den positive udvikling, vi har set de seneste år – både sportsligt og kommercielt, afslutter Lars Fournais.