STOR-SEJR I ÅRETS SIDSTE A-LIGA KAMP

22.11.2025 14:56

AGF Kvindefodbold sluttede lørdag A-Ligaens grundspil med en 6-0 sejr over OB Q på Ceres Park Vejlby.

Lørdag eftermiddag spillede AGF Kvindefodbold den sidste kamp i grundspillet i A-Ligaen, da OB Q var på besøg på Ceres Park Vejlby.

Hjemmeholdet gik ind til kampen som nummer fire i A-Liga - sikker på en plads i forårets medaljeslutspil, mens gæsterne frister en tilværelse i bunden.

Og fra starten af kampen var der da også forskel på de to hold, hvor AGF’erne med det samme spillede sig til chancer - og også til nogen store nogen af slagsen.

Men enten manglede skarpheden eller også blev forsøget blokeret eller reddet af OB’s målvogter, Laura Nielsen, som med det samme fik spillet sig varm. 

Men efter tyve minutter gik den ikke længere for fynboerne, da Sarah Sundal flot fandt Johanne Guldbæk, som var løbet i dybden og kunne bringe AGF foran 1-0. 

Da så OB Q kort efter fik en spiller vist ud efter et frispark på Signe Andersen, der havde frit løb mod mål, så blev svært for gæsterne.

Men vi fik ikke flere mål i resten af første halvleg, hvor OB Q forsvarede sig bravt og AGF’erne ikke formåede at få vekslet overtaget til mål. 

Det ændrede sig dog hurtigt i anden halvleg, hvor AGF’erne fortsatte med at presse på og efter ti minutter kunne Signe Battrup score til 2-0 på en fin tværaflevering fra Line Aarhus. 

AGF-dominansen fortsatte efter 2-0 føringen, men det var fortsat vanskelig at spille sig igennem et dybt og hårdt arbejdende fynsk forsvar, ligesom en del positive muligheder endte i offside. 

Men med små tyve minutter igen fandt et indlæg en fri Signe Andersen, der sikkert kunne bringe os på 3-0.

Og sørme om ikke også Signe Andersen kort efter kunne score til 4-0, da hun kom først på en ripost efter et hovedstød fra Mie Lerche blev halv-klaret. 

Andersen var dog på ingen måde færdig og da vi passerede 80 minutter kunne hun score sit tredje mål, da vi fik spillet os igennem OB's forsvar og dermed et hattrick til Signe Andersen. 

Så var det cruise-control resten af kampen for AGF'erne, der kunne tillade sig at brænde flere chancer i kampens slutfase. Det gjorde Line Aarhus dog ikke, da hun til sidst også kom på tavlen med en scoring til 6-0 fra tæt under mål. 

Med dagens resultat slutter vi grundspillet i A-Liga på en delt tredjeplads med Brøndby IF, der tabte point i deres sidste grundspilskamp, og dermed har begge hold 24 point inden forårets medaljeslutspil starter. 

Nu venter en pokal-kvartfinale mod HB Køge i december inden juleferien kan sænke sig over AGF Kvindefodbold.

AGF vs. OB Q / A-Liga / Ceres Park Vejlby / 22.11 2025
6-0 (1-0)
20’ 1-0: Johanne Guldbæk 
55’ 2-0: Signe Battrup 
72' 3-0: Signe Andersen 
78' 4-0: Signe Andersen
81' 5-0: Signe Andersen
87' 6-0: Line Aarhus 

Udvisninger: Meryem Baskaya, OB Q

Player of the match: Signe Andersen

AGF i Vejlby: 
Marie Gade, Sofie Vendelbo, Julie Mathiasen, Ea Rasmussen (Pernille Madsen), Elvira Bull Nejmann (70’ Sofie Jørgensen), Johanne Guldbæk (45’ Mie Lerche), Sarah Sundahl, Clara Littrup (45’ Clara Littrup), Cecilie Johansen (59’ Cecilie Harsløf), Signe Baattrup, Signe Andersen.