LOKALOPGØR VENTER PÅ UDEBANE FREDAG

19.11.2025 09:34

Fredag jagter vi ny sejr i lokalopgøret mod Silkeborg IF.

Landsholdsterminen er slut og fredag spiller vi igen, når 3F Superligaen genoptages. Her er vi en del af den første kamp i runde 16, når der er lokalopgør mod Silkeborg IF på udebane på JYSK Park, hvor udebaneafsnittet er udsolgt for lang tid siden. 

Vi kommer ind til kampen oven på det første nederlag i 14 kampe, da vi inden pausen tabte mod Sønderjyske IF i seneste runde, mens SIF spillede 1-1 ude mod OB.

Dermed kommer vi ind til kampen som nummer tre i 3F Superligaen med 31 point, mens Silkeborg er nummer otte med 16 point. 


Set hen over de seneste ti kampe har vi delt i porten med to sejre til hver og seks uafgjorte kampe i lokalopgøret.

Seneste kamp mod Silkeborg IF er ikke mere end en god måneds tid siden, da vi i Aarhus den 5. oktober vandt 3-1.

Hele den kamp kan genses her. 

På JYSK Park, hvor kampen spilles fredag, har vi klaret os nogenlunde i de senere år og er ubesejret i de seneste tre udekampe i lokalopgøret med en sejr og to krydser.

Senest kamp i Silkeborg var næsten for et år siden, da vi den 1. december 2024 spillede 1-1 og set hen over de seneste otte lokalopgør har vi kun måtte gå fra banen uden point én enkelt gang. 



Vi kan da også på fredag rejse de 35 kilometer vest på med bevidstheden om, at vi i denne sæson endnu er ubesejret på udebane og kan vi gøre det igen på fredag vil det være første gang siden 2011, at vi henter point i otte udebanekampe i træk.

Skal vi have endnu et godt resultat hjem til Aarhus, kræver det nok et mål eller to, og det har vi været gode til i denne sæson med 30 mål indtil nu - det næsthøjeste antal i ligaen. 

Med 179 skud på mål og 251 afslutninger i alt, er vi da også det hold i 3F Superligaen, der afslutter mest. 

Det ses også på vores xG (forventet mål) som indtil videre er den højeste i ligaen med 31.5. De tal kommer fra 184 chancer skabt, som er næst-flest i Superligaen.



De seneste til at score mod Silkeborg er Kevin Yakob, Tobias Bech og Kristian Arnstad i 3-1 sejren hjemme i Aarhus i oktober, mens Patrick Mortensen stod for vores ene mål i seneste kamp på JYSK Park, der endte 1-1. 



Måske der fredag kommer flere mål fra Tobias Bech, der er vores topscorer med otte mål og på en andenplads på topscorerlisten som han deler med Silkeborgs Callum McCowatt - en af de målfarlige spillere fra vores modstandere, der som hold har skabt 136 chancer indtil videre og har en scoringsprocent på 17,9. 

Men Silkeborg IF kommer op mod en af ligaens bedste defensiv med 17 mål indkasseret og fire clean sheet, mens Silkeborg har lukket tredje-flest mål ind (29) af alle hold i ligaen. 

Fredag må vi undvære Kristian Arnstad, der er afsoner en karantænedag, mens Felix Beijmo - der har spillet alle Superliga-kampe for AGF dette efterår - fredag kan spille sin kamp nummer 100 for AGF. 

Fredagens kamp er lokalopgør nummer 79 i 3F Superligaen mod Silkeborg IF og der bliver igen stor århusiansk opbakning på JYSK Park, hvor udebaneafsnittet er udsolgt og værterne forventer i det hele taget en meget velbesøgt kamp. 



Tager du ikke med til Silkeborg IF, kan kampen ses direkte på TV3 Sport / Viaplay. Følg også med i din AGF-app.