AGF U19 TIL NORDISKE MESTERSKABER

20.11.2025 11:07

Nordisk modstand for U19 i næste uge.

Når AGF’s U19 mandskab fredag har mødt Silkeborg IF i DM ligaen - en kamp, der kan ses direkte på AGF Play+ - rejser holdet søndag til Marbella i Spanien for at deltage i Scandinavian Academy Tournament U19 2025 - en slags nordiske mesterskaber for U19 hold.



Turneringen starter den 24. november og løber til den 1. december og AGF’erne skal spille i alt fire kampe. Tre i en indledende pulje og så en placeringskamp.

Ud over AGF deltager AaB og OB fra Dannmark, mens Stabæk, SK Brann, BK Häcken, Odds BK og Hammarby IF repræsenterer Norge og Sverige. 



- Vi bliver matchet internationalt og ser frem til at repræsentere AGF. Det en stærk turnering med deltagelse af nogle gode hold, som vi glæder os til at tage del i. Og vi går efter at vinde, men vi ved også, at det er nogen stærke hold som har kvalificeret sig til turneringen via topplaceringer i deres respektive ligaer. Så matchningen bliver god - også fordi de svenske og norske hold ofte er lidt ældre i U19, da de kører sæsonen hele året og ikke skifter om sommeren som os i Danmark, fortæller Marc Søballe, talentchef i AGF. 



- Truppen, der tager afsted, er en trup primært bestående af U19-spillere, men suppleret af en række U17-spillere for at matche dem op mod U19. Og vi får også mulighed for mange gode træninger i gode faciliteter, mens vi er afsted, tilføjer Marc Søballe. 



Ligaforeningerne i Danmark, Sverige og Norge har siden sæsonen 2015/16 afviklet de nordiske mesterskaber for U19 hold. Initiativet opstod som et led i et generelt nordisk ligasamarbejde hvor talentudvikling er et fælles fokuspunkt - herunder ønsket om at matche talenter på det højest mulige niveau. 



Turneringen giver således de deltagende klubber en mulighed for over en periode på 10 dage og fire kampe at arbejde intensivt med deres største talenter og se spillerne under andre himmelstrøg og mod andre modstandere end sædvanligt.

Klubberne er kvalificeret til turneringen via deres placering i sidste sæsons U19 DM-liga. 

Muligvis vil det være muligt at følge kampene på et live-stream. I så fald skal vi nok informere om det. AGF spiller den første kamp mandag den 24.11 kl. 14 mod Stabæk