AGF KVINDEFODBOLD TAGER TIL HERNING PÅ SØNDAG

13.11.2025 10:43

AGF Kvindefodbold møder FC Midtjylland på udebane i weekenden.

AGF’s kvinder er godt på vej til at sætte slutspurten ind i de sidste kampe i A-Ligaens grundspil. Efter medaljeslutspillet er blevet sikret, har holdet i de to seneste kampe ikke set sig tilbage med sejre over henholdsvis FC Nordsjælland og senest over Fortuna Hjørring i to kampe hjemme i Aarhus. 

Nu venter den første udekamp i et stykke tid, når turen søndag går til Herning og til sæsonens første udekamp mod FC Midtjylland. Ja, faktisk den første kamp nogensinde mod FC Midtjylland på deres bane efter midtjyderne rykkede op i A-Liga til denne sæson. Kampen spilles søndag den 16. november kl. 15 og kan ses på TV2 Play. 

Sæsonens første møde med FC Midtjylland var i Vejlby tilbage i spillerunde syv i september, hvor vi vandt 4-0. Se højdepunkter fra den kamp her >>>

Midtjyderne kommer ind til kampen oven på en sejr over Kolding IF på 2-0 i deres senest kamp. Det er et resultat som betyder, at FCM stadig er inde i kampen om en plads i top seks næste år.

Med otte point har de tre op til netop Kolding på den attraktive sjetteplads. Og med blot to kampe tilbage, har vores værter søndag travlt med at hente de nødvendige point.

Vi kommer ind til kampen med 18 point på fjerdepladsen i A-Liga og kan med en sejr søndag potentielt hente Brøndby IF på tredjepladsen. Top seks er dog sikret og vi kan derfor gå ind til søndagens kamp og sæsonens sidste den 22. november med selvtillid og i jagten flere point til forårets medaljeslutspil. 

Der er kampstart på MCH Arena søndag den 16. november kl. 15. Se med på TV2 Play.