LANDSHOLD: FLERE AGF'ERE I AKTION FOR DERES LAND

17.03.2025 10:06

Få overblikket til den kommende landsholdspause, hvor flere AGF'ere skal afsted.

I den kommende tid er der landsholdspause for både herre- og kvindefodbolden.

Herrerne er nu gået ind i en landsholdstermin og 3F Superligaen holder pause, mens kvinderne tager en runde mere i den kommende weekend i Gjensidige Kvindeligaen, før den tager en pause, mens der er landskampe. Og den kommende periode byder på flere AGF'ere i aktion for deres landshold.

Mikael Anderson er igen udtaget til det islandske A-landshold, der skal afslutte deres Nations League-gruppe med to kampe mod Kosovo henholdsvis den 20. og den 23. marts. 
 
Det danske U19-landshold jagter i øjeblikket en plads ved sommerens EM-slutrunde i Rumænien, hvor holdet står overfor Island, Ungarn og Østrig fra den 19. til den 25. marts.

AGF U19'eren Steffen Tcamche er udtaget til de tre kampe, hvor kun gruppe-vinderen kvalificerer sig til EM i Rumænien. Også vores udlejet spiller, Luka Callø er udtaget til U19 det danske landshold. 

Sölvi Stefánsson fra AGF’s U19-hold er udtaget til det islandske U19-landshold, som spiller i samme gruppe.   

Frej Elkjær skal med til U18-landsholdets første samling i 2025, hvor turen går til Spanien med to testkampe i vente mod Holland og Wales henholdsvis den 20. og den 23. marts.  

På det danske U17-landshold er der to AGF’ere at finde. Her skal Mark Ian Steffensen og Adam Fuglsang forsøge at spille til EM. Tre kampe venter mod Grækenland, Finland og værtsnationen Frankrig mellem den 17. og 23. marts.

Samtidig er Glad Egbedi fra AGF’s U17-trup udtaget til Sveriges EM-kvalifikations og Tomas Kristjansson ligeså til det islandske U17 landshold. 

Flere repræsentanter for AGF Kvindefodbold 
Men det er ikke kun på herresiden, at der venter landskampe i den kommende tid.

Tre AGF’ere skal i starten af april til Holland med det danske U19 kvindelandshold for at spille kvalifikation til sommerens EM i Polen. Elvira Nejmann, Mie Lerche og Silke Lynge Larsen møder Grækenland, Rumænien og Holland i perioden fra den 2. til 8. april.

Også U17-kvindelandsholdet har århusiansk repræsentant i AGF’s Sophia Parkegaard, der tager turen til Frankfurt, hvor Østrig, Tyskland og Kosovo venter fra den 17. til den 23. marts.  

Det danske U23 kvindelandshold spiller to venskabskampe i starten af april, hvor det også bliver spændende at se om der er AGF’ere med.



I aktion 
Enkelte spillere har dog allerede været i aktion inden den kommende pause. William Svendgaard har med det danske U16-landshold deltaget i UEFA Development Tournament i Pinatar i Spanien, hvor holdet vandt to opgør mod Frankrig og Colombia, men måtte se sig slået af det engelske mandskab.  

Også det danske U16-pigelandshold har været i aktion, hvor Cecilie Harsløf og Ella Stockholm var på banen i to testkampe mod Finland, der endte med en sejr og et nederlag.  



Held og lykke til alle de udtagne AGF’ere med de kommende landskampe