GRUNDSPILLET SLUTTER MED EN KLASSIKER

12.03.2025 08:08

Søndag går turen til Vejle, hvor vi slutter grundspillet i 3F Superligaen af med et traditionsrigt opgør.

AGF mod Vejle Boldklub. Det klinger af fodboldhistorie. Prøv at sige det igen og for det indre blik hos mange AGF'er går lysbillede-apparatet i gang med billeder af store kampe og endnu større profiler og navne fra begge hold. 



Søndag eftermiddag den 16. marts kl. 17 skrives endnu et kapitel, når vi mødes på Vejle Stadion i den 22. spillerunde i 3F Superligaen, som også er den sidste i grundspillet. 

Vi kommer ind til kampen som ubesejret i 2025, men også oven på to uafgjorte kampe. Så en sejr ville lune på vej ind til mesterskabsspillet. 

Vores værter fra Vejle kom flot i gang med 2025, hvor de jagter point i nedrykningsspillet. De vandt således årets første kamp og har også hentet point mod Brøndby hjemme i Vejle. Men de har tabt deres seneste to kampe og er dermed stadig nummer 12 i ligaen med ti point, mens vi kommer til kampen som nummer tre med 36 point.

Opgøret på søndag er det 39’ende i nyere tid i 3F Superligaen mellem AGF og VB, og det er i alt blevet til 16 sejre, 15 uafgjorte og syv nederlag i kampene i Superligaens historie. 



Den seneste kamp var i Aarhus tilbage i august, hvor vi vandt 5-1 og set hen over de seneste ti kampe har vi vundet de fem, spillet tre uafgjorte og VB har altså vundet to. 

I Vejle har vi dog bøvlet noget med værterne i de senere år med to nederlag ud af de seneste tre kampe på Vejle Stadion. Den seneste kamp i Vejle var for over et år siden, hvor vi den 19. februar spillede 0-0. 



I de seneste møde med Vejle kunne vi notere os fem forskellige AGF-målscorer, da Felix Beijmo, Mads Emil Madsen, Gift Links, Mikael Anderson og Patrick Mortensen kom på tavlen.

I den kamp scorede også German Onugha for Vejle Boldklub inden angriberen blev solgt til FC København. Han er nu tilbage i Vejle, hvor han på en lejeaftale har genoptaget sin målscoring med fem mål i 2025. 

Det er lige så mange, som Patrick Mortensen har lavet i år. Og måske Mortensen kommer på tavlen igen på søndag med hvad der så vil være hans mål nummer 100 for AGF. Kaptajnen har i hvert fald scoret seks gange i 10 kampe mod Vejle Boldklub for AGF og er topscorer for opgøret. 

I alt har vi scoret 40 gange indtil videre i denne sæson, mens VB har scoret 21. 35 af vores mål er kommet i modstandernes felt, hvor vi har afsluttet 195 gange indtil nu. I alt er vi noteret for 287 afslutninger mod Vejles 256. 

Og nu vi snakker om mål kunne det nu også være Mikael Anderson har flere mål i støvlerne. Han scorede vores seneste mål i 1-1 kampen mod Viborg FF i søndags og har i foråret budt ind med både mål og assist. 

Tre mål og en assist er det indtil nu blevet til for Mikael Anderson, som blev POWER Man of the Match i seneste runde og dermed også en selvskreven deltager på diverse Rundens Hold efter 21. spillerunde. 

Og apropos målscorer, så bliver det på søndag også til et gensyn med den tidligere AGF-angriber Jelle Duin, som skiftede til Vejle i vinterpausen, hvor Vejle også skiftede på trænerposten og nu trænes af Steffen Kielstrup og Johnny Mølby, som også har haft en fortid i AGF, som både assistenttræner og spiller. 

Der er kampstart i Vejle søndag kl. 17. Som nævnt er der udsolgt på udebaneafsnittet, så det er nok en god ide at komme fra Aarhus i god tid. 

Besøg vores kampside, hvor vi har flere tal på kampen og højdepunkter fra de seneste kampe mellem AGF og Vejle Boldklub.