DELER I TESTKAMP MOD AaB

20.03.2025 13:53

Dagens testkamp mod AaB endte 1-1. Frederik Emmery med AGF-målet.

Torsdag lagde Fredensvang græs til en træningskamp i landsholdspausen. AaB var på besøg på Bane 1 og de to Superliga-mandskab gav hinanden en god dyst.

Det var AGF’erne som kom bedst i gang med kampen med offensivt spil og en del chancer. Allerede i det første minut var AGF’erne tæt på, da Tobias Bech headede på overliggeren.  

Gæsterne fra Aalborg havde i periode svært ved at få spillet sig igennem til muligheder og blev ofte bremset før det for alvor blev farligt. 

Men der var også målfarlige spillere med fra AaB. Blandt andet Amar Diagne som nok var AaB’s farligste mand i dag. Og efter en halv time fik han serveret bolden midt i AGF-feltet og kunne bringe gæsterne på 0-1. Ikke helt efter spil og chancer, men ikke desto mindre kunne AaB’erne gå til pause foran med et mål.

Også i anden halvleg startede AGF’erne stærkt og efter 13 minutter af anden halvleg fandt Nicolai Poulsen indskiftet Frederik Emmery med en flot bold i dybden og Emmery kunne udligne. 

Selv om resten af kampen bød på et forsøg på overliggeren fra både AaB og AGF så kom der ikke flere mål og de to hold kunne altså dele i porten. 

Til sidst i kampen kunne vi glæde os over, at se Kevin Yakob i en hvid kamptrøje igen, da han kom ind i det sidste kvarter til de første kampminutter i hans arbejde på at vende tilbage fra en alvorlig skade. Og Yakobs indhop gik rigtig godt og var en fin trædesten på vej helt tilbage. 

Næste Superliga-kamp er søndag den 30.3, hvor vi starter medaljeslutspillet mod FC Nordsjælland hjemme i Aarhus. Se mere her med informationer om billetsalget. 

AGF på Fredensvang: 
Leopold Wahlsted, Henrik Dalsgaard (45’ Tobias Mølgaard), Jonas-Jensen Abbew, Eric Kahl (70’ Felix Beijmo, Frederik Brandhof, Max Power (80’ Kevin Yakob), Mads Emil Madsen (45’ Nicolai Poulsen), Mikkel Duelund (62’ Mathias Sauer), Tobias Bech (82’ Linus Thieler) og Youssouph Badji (45’ Frederik Emmery)