
BILLETINFO: AGF - FCN
19.03.2025 10:11
Adgang til at hente og købe billetter til kampen mod FC Nordsjælland åbner torsdag den 20. marts 2025.
Torsdag den 20. marts åbner vi for at hente og købe billetter til Mesterskabsspillets første kamp hjemme mod FC Nordsjælland, der spilles den 30. marts kl. 16.00 på Ceres Park Vejlby.
Vi åbner igen for adgang til at hente og købe billetterne i en prioriteret rækkefølge på billet.agf.dk.
Prioriteret adgang til billetsalget:
Torsdag den 20. marts kl. 12.00: Adgang for billetabonnenter.
Fredag den 21. marts kl. 12.00: Adgang for Play+-abonnenter og brugere med en AGF-score på 100 og derover.
Mandag den 24. marts kl. 12.00: Adgang for resterende AGF-fans.
Ændring for billetabonnenter
Billetabonnenter har til denne kamp 24 timer, hvor de er garanteret muligheden for at udnytte deres fortrinsret. Herefter kan billetabonnenter stadig hente billet til kampen på deres abonnement, så længe kampen ikke er udsolgt.
Vi har valgt at sætte perioden til 24 timer, da langt de fleste abonnenter udnytter deres mulighed for at hente billetter inden for de første 6 timer. Derudover er vores salgsvindue til denne kamp påvirket af kampplanlægningen efter sidste spillerunde i grundspillet.
Vi har prioriteret at varsle billetsalget i cirka et døgn fra offentliggørelsen af kampprogrammet til Mesterskabsspillet frem for at sætte salget i gang med det samme eller kort tid efter offentliggørelsen.
Husk, at alle abonnenter stadigvæk skal trække en billet via billet.agf.dk for at få adgang til hjemmekampe. Det hjælper os med at skabe den bedst mulige opbakning til holdet i Aarhus.
Som abonnent kan du hente den ene billet, der er inkluderet i dit abonnement. Øvrige billetter kan købes, når vi åbner for anden pulje.
I tvivl om, hvordan du trækker din billet? Tjek vores FAQ for mere info her.
Husk, at du skal logge på billet.agf.dk med dit LigaLogin – du finder en guide her.
Bemærk at der ikke er fysisk billetsalg på Ceres Park Vejlby.
Hvordan kan jeg sidde sammen med venner?
Hvis du vil sidde sammen med dine venner, skal I være koblet sammen på billet.agf.dk. Når I er koblet sammen, kan du hente billetter på deres vegne og dermed sikre, at I får plads ved siden af hinanden. Du finder en guide her – og på denne side er der også en video, der forklarer funktionen.
AGF-score
Kender du ikke din AGF-score, kan du finde den på mit.agf.dk. Du skal logge på mit.agf.dk med dit LigaLogin, som du bruger på billet.agf.dk og i AGF-appen.
Læs mere om AGF-score her.