AGF U19 VIDERE TIL POKALSEMIFINALE

05.03.2025 15:55

Med en flot 3-1 sejr over Randers er AGF U19 klar til pokalsemifinale.

Onsdag eftermiddag spillede AGF U19 kvartfinale i DBU Jyllands pokalturnering, som vi vandt i sidste sæson. 

I forsvaret af pokalen mødte vi sidste års finalemodstander fra Randers FC i kvartfinalen på Fredensvang. 

Her tog hjemmeholdet hurtigt tetén i kampen med et godt pres og stor dominans. Godt hjulpet af en kraftig medvind fik AGF'erne lagt pres på udeholdet med flere farlige hjørnespark til følge. 

Chancerne var store for AGF-mål, men det var først efter en halv time, at det lykkes at få scoret, da Andreas Harsløf skød flot på en nedfaldsbold. 

Kort efter gentog situationen sig næsten identisk og AGF var foran 2-0 - igen ved en fin afslutning fra Andreas Harsløf.

Lige inden pausen udløste et godt pres af Stefen Tchamche en pauseføring på 3-0, da han fik presset Randers-målmanden og tacklet bolden i mål. 

I anden halvleg forsøgte gæsterne at udnytte vinden til at komme tilbage, men Randers formåede aldrig at sætte hjemmeholdet under pres for alvor. 

I stedet var det AGF'erne som tog bolden på jorden og kontrollerede det meste af spillet. 

Det gav optræk til nogen gode chancer - også nogen, som var ganske tæt på at udløse endnu et mål. Men den samme skarphed som der var i første halvleg, manglede lidt i anden. 

I den anden ende kom Randers nu til chancer, men selv om det brændte på et par gange, lykkes det først til allersidst gæsterne at få reduceret til slutstillingen 3-1. 

Dermed er AGF U19 klar til semifinalen i den jyske pokalturnering efter en flot kamp.