
TO STJERNER TIL AGF KVINDEFODBOLDS TALENTARBEJDE
06.06.2025 06:43
Mens sæsonen for AGF’s talenthold så småt går på hæld, kan AGF Kvindefodbold glæde sig over, at vi også i de kommende par år ligger højt i rangeringen i den nationale talentudvikling.
Således offentliggjorde DBU forleden AGF Kvindefodbolds rangering i licenssystemet i dansk fodbold. Og her har AGF og VSK Aarhus som moderklub igen fået tildelt to stjerner og er på en samlet syvendeplads i den nationale rangering.
- Der er gjort et stort arbejde i VSK og af AGF’s trænere og ledere for at styrke talentudviklingen, og vi er glade for, at det hårde arbejde igen giver resultater i rangeringen.
- Vi er godt nok faldet lidt i den samlede rangering fra nummer to til syv. Men det skyldes primært, at IF Lyseng er trådt ud af samarbejdet, og vi derfor skal ”dele” pointene på et enkelt område.
- Til gengæld er vi gået frem på de fleste øvrige områder, og på Holdudvikling - der er et kerneområde og handler om spillestil, principper for træning - ligger vi to’er i Danmark, hvilket er meget tilfredsstillende og en stor ros til dem, som gør en forskel i hverdagen og arbejder benhårdt på at optimere vores talentudviklingsmiljø, fortæller Steen Petterson, Head of Coaching i AGF Kvindefodbold.

DBU's Klublicenssystem har formål, at fremme og optimere talentudviklingsmiljøerne i klubberne og sikre, at den enkelte spillers udvikling sættes i centrum. Og systemet danner grundlag for indrangeringen af hold i DBU's ungdomsturnering for piger.
Ud fra den samlede score og stjerneniveau er i alt 20 klubber blevet tildelt licens for den kommende toårige licensperiode, der løber fra 1. juli 2025 til 30. juni 2027. Der gives mellem en til tre stjerner, hvor AGF altså er endt på to.
Fra den nye licenstildeling er holdene blevet inddelt i U16/U19 Liga og U16/U19 Division - de otte højst rangerede hold er blevet indrangeret i Ligaen.
I samarbejde med VSK Aarhus har AGF Kvindefodbold etableret et U13 pige Liga-hold og har i den kommende sæson dermed et U13, U14, U16 og U19 liga-hold.
