FREDERIK BRANDHOF SKIFTER TIL AC HORSENS

13.06.2025 15:30

Vi skal sige farvel til Frederik Brandhof.

Frederik Brandhof forlader AGF for at fortsætte karrieren i AC Horsens.

Dermed rykker den 28-årige alsidige midtbanespiller syd på, hvor han i Horsens genforenes med tidligere AGF-cheftræner, David Nielsen, som i sin tid hentede ham til AGF fra Viborg FF.


- Frederik har - helt naturligt for en spiller i hans alder - haft et ønske om at komme lidt tættere på spilletid end udsigterne har været her i AGF. Og efter der er opstået en fin mulighed i AC Horsens, har vi valgt at efterkomme et skifte i en god løsning for både spiller og os som klub.

- Og vi sender nu Brandhof afsted med de bedste ønsker for fremtiden og en stor tak for en god tid i AGF, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.

Frederik Brandhof kom til AGF i 2021 og er siden noteret for 104 kampe og tre mål. Nu fortsætter han så karrieren i AC Horsens.

- Frederik har været en værdsat soldat for os som har arbejdet stenhårdt hver dag og altid været garant for en indsats på mere end 100 procent. På den måde har han været en flot eksponent for klubbens værdier og han har altid været en vellidt del af truppen på og udenfor banen, tilføjer Carsten V. Jensen.

Selv ser Frederik Brandhof tilbage på en god tid i AGF og nu glæder han sig til de nye udfordringer hos ”Den Gule fare” i 1. division.



- Jeg har været meget glad for min tid i klubben, hvor jeg har været omgivet af gode holdkammerater og en dygtig stab. AGF har udviklet sig positivt i min tid og jeg er stolt af, at jeg nåede over 100 kampe for klubben.

- Der har været mange gode oplevelser og jeg rejser nu videre med gode minder og ønsker alle i og omkring klubben alt det bedste fremover, siger Frederik Brandhof.