
FARVEL TIL MIKAEL ANDERSON
27.06.2025 08:00
Mikael Anderson skifter til den svenske klub Djurgården
Mikael Anderson fortsætter karrieren i Sverige og i Djurgården i Allsvenskan.
Skiftet sker med øjeblikkelig virkning efter AGF og den svenske klub er blevet enige om betingelserne for en transfer af Mikael Anderson.
- Det lå ikke i kortene, at Mikael skulle forlade os nu denne sommer. Men som det nogle gange sker i fodbold, er der nu opstået en mulighed, som Mikael meget gerne vil eftersætte.
- Vi har opnået en tilfredsstillende transfer og aftale med hans nye klub, og sender nu Mikael afsted med tak for en god tid og med de varmeste ønsker for hans nye tid i Sverige.
- Siden han kom tilbage til AGF fire år siden har Mikael været en værdsat, loyal og vigtig del af vores trup. Og med hans dynamiske og opportunistiske stil på banen, har han gjort en stor forskel for os i de senere år. Han er vokset i AGF som spiller og som menneske, og rejser nu fortjent videre på et nyt eventyr, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.

Mikael Anderson kom til AGF i sommeren 2021 fra FC Midtjylland. Dengang vendte Anderson hjem til sin barndomsklub, hvor han trådte sine barnesko som børne- og ungdomsspiller.
Siden hjemkomsten til AGF er det blevet til 121 kampe for AGF med 18 mål og lige så mange assist for Anderson.
Nu går turen altså til Stockholm og til Djurgården som lige nu holder en kort sommerpause i Allsvenskan, som genoptager turneringen den 30. juni.
Held og lykke til Mikael Anderson med de nye udfordringer.
Hold øje med AGF.dk og Play+ for et interview med Mikael senere i dag.
