AGF KVINDEFODBOLD INVITERER TIL FODBOLDFEST PÅ LØRDAG 

04.06.2025 07:37

Sidste omgang fodbold i Vejlby inden sommerferien venter lørdag.

Det kan godt være, at 3F Superligaen nu holder sommerferie, men der er stadig mulighed for at dyrke AGF og fællesskabet, når AGF Kvindefodbold på lørdag spiller sæsonens sidste hjemmekamp i Gjensidige Kvindeligaen.

Brøndby IF kommer på besøg til en storkamp på Ceres Park Vejlby, lørdag den 7.6 kl. 17.

Maigaard Fertilitetsklinik er kampsponsor og inviterer alle gratis til fodbold. Blot skal billetten hentes i forvejen. Gør det lige her.

Allerede fra kl. 15.30 åbner vi en fanzone med massevis af gode tilbud til børn og familierne. Blandt andet giver Sparekassen Danmark en fransk hot dog til de første 250 tilskuere i fanzonen. 

Her kan man også lade børnene hygge sig med hoppeborge, spil, ansigtsmaling, ligesom man kan møde AGF-maskotten Aros. Og efter kampen kan man også møde AGF-spillerne til en autograf og måske en selfie. 



DMI fortæller om tørvejr og behageligt vejr over Vejlby på lørdag. Så alt er klar til en stor fodboldeftermiddag i Ceres Park Vejlby lørdag den 7. juni. Fanzonen åbner kl. 15.30 og så er der ellers kampstart kl. 17. 

Find gratis billetter via linket herunder. Og så ses vi på lørdag.