NY MAND I HVIDT: VELKOMMEN TIL SEBASTIAN JØRGENSEN

14.07.2025 17:00

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Sebastian Jørgensen som nyeste tilføjelse til AGF's Superligatrup.

25-årige Sebastian Jørgensen er en teknisk stærk offensiv-spiller som kommer til os fra Malmø FF på en lejeaftale med købsoption for den kommende sæson.

Før sin tid i svensk fodbold fik Sebastian sit gennembrud i 3F Superligaen i Silkeborg IF, hvor han spillede 129 kampe med 32 mål og 24 oplæg til følge inden han i sommeren 2023 skiftede til Malmö FF med hvem han har vundet to svenske mesterskaber og pokalturneringen i Sverige. 

I forårssæsonen var han udlejet til IFK Norrköping, hvor han blev noteret for 16 kampe med seks mål og to assist. Nu går turen så til Aarhus og AGF.

- Sebastian er en spiller med stærke offensive kvaliteter, som han har vist i alle sine klubber med mål og assist, og mange husker ham nok stadig for at være en central del af Silkeborgs flotte bronze-sæson, hvor Sebastian leverede mål og oplæg på stribe.

- Han har et stærkt blik for de afgørende aktioner og er med sin teknik og forståelse i stand til at gøre en positiv forskel på et fodboldhold, og vi nu ser frem til at se ham udfolde sig på Fredensvang, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.

Sebastian Jørgensen vender hjem til 3F Superligaen med en stor sult og lyst til at gøre en forskel for AGF.

- Det er det helt rette skridt for mig i min karriere lige nu. Jeg kommer fra en stor klub i Sverige og er glad og stolt over, at jeg nu skal repræsentere en stor og traditionsrig klub i Danmark i en spændende udvikling og med et godt set-up.

- Jeg ser frem til at blive en del af holdet og af klubben, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og til at bidrage til en forhåbentlig god sæson under vores nye cheftræner.

- Jeg kommer hjem til Danmark og til AGF for at vise, at jeg stadig har et højt niveau og kan gøre en forskel, og jeg ser frem til møde tilhængerne og til at komme i gang med den nye sæson, siger Sebastian Jørgensen, der tiltræder på Fredensvang med det samme og dermed indgår i sommeropstartens sidste uge inden sæsonpremieren på søndag mod Sønderjyske.

Sebastian Jørgensen får nummer 8 i AGF’s Superliga-trup.