CHEFTRÆNEREN TILFREDS MED SØNDAGS-TESTER

07.07.2025 07:12

Det blev en udbytterig testkamp, da vi søndag mødte OB.

Søndag kom testkamp nummer tre i bogen, da vi spillede 0-0 med OB i en god og intens træningskamp på Fredensvangs Bane 1. 

Efter kampen var cheftræner Jakob Poulsen tilfreds med udbyttet af kampen, hvor mange spillere endnu en gang kom i spil og fik værdifulde kampminutter i benene. 



- Man kunne se, at vi har flyttet os hen over de tre testkampe, vi har spillet indtil nu. Og det var en god testkamp mod et stærkt fysisk hold, hvor begge mandskaber gav hinanden kamp til stregen.



- Jeg synes, der var optræk til fine ting og især mod kampens slutning begyndte vi at skabe flere muligheder, hvor tegningerne blev tydeligere og det var jeg glad for. Så mangler der stadig lidt kvalitet på nogen af de små ting i feltet og lidt præcision, men det skal nok komme, sagde cheftræner Jakob Poulsen efter en kamp, hvor han også kunne se sit forsvar stå ganske solidt og endnu en gang lukke af for mål.  



- En gang i mellem gav vi lidt for meget væk og havde nogen boldtab på vores tredjedel. Men det er den risiko, vi løber og det får vi efterhånden styr på i løbet af kampen. Og det er sådan det skal være i en træningskamp, hvor vi har lejlighed til at øve os. 



- Men en fin dag, hvor vi bliver godt fysisk matchet af OB, og jeg synes også det var en god fodboldkamp på mange måder for de mange mennesker som kom på Fredensvang til kampen - det var skønt at opleve og dejligt at mærke opbakningen til gutterne, sagde Poulsen, som i dag kan fejre sin 42 års fødselsdag med en træningsdag på Fredensvang inden fokus rettes mod lørdagens nye testkamp, når vi møder Ajax Amsterdam i Holland. 

Den kan kamp kan følges på AGF Play+ (Kun i Danmark) og er man i Holland, så find mere information om billetter lige her >>>