UDENLANDSKE TESTMODSTANDERE GIVER ET ANDET PERSPEKTIV 

28.01.2025 13:37

Tjekkiet, USA og på lørdag Sverige. Det er ukendte modstandere, som der testes mod i Spanien.

Under Superliga-truppens træningslejr i det sydlige Spanien spilles der tre testkampe. Og som tidligere opstarter, står der denne vinter kun udenlandske modstandere på programmet på Marbellas fine fodboldbaner. 

Hjemme i Aarhus har vi mødt OB i den første testkamp og vi møder FC København i den sidste testkamp i en generalprøve på Ceres Park Vejlby den 8. februar. 

Men i Spanien gælder det udenlandske modstandere. I år FC Rabudice fra Tjekkiet. Philadelphia Union fra USA og AIK Stockholm fra Sverige.

Sidstnævnte klub har vi stiftet bekendtskab med tidligere i europæiske turneringskampe og i testkampe, mens vi aldrig har mødt de to andre hold før. Og netop det nye ved udenlandske modstander er noget af det, der giver lidt krydderi til opstarten.

- Udenlandske hold i testkampene giver et andet perspektiv og du er i sagens natur lidt mindre forberedt på, hvad der kommer end hvis det havde været et dansk hold. Her kender du ofte ikke spillerne indgående, men det er en sjov og anderledes oplevelse. 

- Det er charmen ved at prøve noget nyt og ikke helt ved, hvad man går ind til. Det gælder især de mindre hold som for eksempel, det tjekkiske hold, vi mødte forleden (FC Rabudice, red.), siger Nicolai Poulsen, som fortæller, at truppen forbereder sig på testkampe næsten lige så dybt som til en Superliga-kamp og derfor bliver briefet inden kampene på både enkelte spillere og modstanderholdet som helhed.

- Vi får en solid briefing og en gennemgang på, hvordan holdet spiller. Det er for eksempel i forhold til deres system, der har betydning for, hvordan vi skal presse. Der er flere omkring holdet, som gør et stort stykke arbejde med video og analyser, som gør det nemmere for os og giver os noget godt materiale at forberede os på. 

Men generelt holder AGF’erne fokus på sig selv i testkampene på træningslejren, hvor det handler om at udvikle holdet, få kampminutter i benene og gøre sig klar til de første turneringskampe.

At det så sker mod et ukendt hold og modstandere, som man ikke møder to eller fire gange om året - det er blot med til at gøre opstarten lidt mere frisk og spændende.

- Uanset, hvem vi møder, handler træningskampene om at bygge holdet op og gøre os klar, og naturligvis også om at vinde, siger Poulsen, som kan konstatere, at det sidste har været vellykket med tre sejre i de tre testkampe, der er blevet spillet indtil videre. 

Dog uden Poulsen selv som har måtte sidde over med en skade, men snart skulle være tilbage i fuld vigør.

Efter søndagens kamp mod Philadelphia Union har AGF mødt 139 forskellige udenlandske hold i test- og turneringskampe siden 1955.

Lørdag gælder det så endnu en kamp mod et udenlandsk hold, når vi tester mod AIK Stockholm lørdag den 1. februar kl. 14. Se med direkte på AGF Play+