SVENSK MODSTAND I SIDSTE TESTKAMP I SPANIEN 

Topfoto: AIK Stockholm — 30.01.2025 06:06

AIK Stockholm venter på lørdag i en testkamp, som kan følges på AGF Play+

Superliga-truppens træningslejr i Spanien lakker mod enden og søndag går flyveren hjemover til Aarhus.

Men inden der pakkes tøj, bolde og kegler i flyveren, er der tid til en sidste træningskamp på de gode baner i det sydspanske, hvor svenske AIK Stockholm venter lørdag kl. 14.

Kampen spilles på Marbella Football Centers anlæg i Banus, som til daglig er hjemmebane for Marbella FC og den kan følges direkte på AGF Play+

Det er første gang, vi spiller træningskamp mod AIK Stockholm, som vi har mødt tre gange før. To gange i den for længst nedlagte Toto Cup og én gang i Pokalvinderens Europa Cup. 

Det var i efteråret 1992, hvor vi slog svenskerene ud med et samlet 4-4 resultat. Se målene fra de to kampe på AGF Play

Men det er bestemt ikke første gang, vi tester mod et svensk hold. I alt har vi gennem historien mødt 18 forskellige hold fra den anden side af Kattegat.

Senest BK Häcken som vi på træningslejren i 2023 mødte på samme bane for lørdagens kamp. I øvrigt kun et par måneder efter vi spillede en anden testkamp mod Häcken i Aarhus. 

AIK Stockholm er i Spanien for anden gang i denne opstart, hvor de ankom tirsdag, og kampen lørdag er deres første testkamp på deres aktuelle ophold.

Deres seneste testkamp var hjemme i Sverige, hvor de tabte 3-0 til Brommapojkarna. Før den kamp vandt de 1-0 over Molde fra Norge.



I Sverige spilles sæsonen jo med kalenderåret, og AIK afsluttede derfor en hel sæson før jul, hvor de endte på tredjepladsen i Allsvenskan. De starter deres nye sæson i 2025 med en pokalkamp den 14. februar.

AIK er rejst til Spanien med flere velkendte ansigter for det danske fodboldpublikum. Nok først og fremmest de to danskere, som er i den svenske trup: Benjamin Tiedemann som har spillet i norsk og svensk fodbold i fem år og kom til AIK fra Molde for et år siden. 

Og så den tidligere FCM og FCN back, Mads Thychosen, som har været i Stockholm siden sommeren 2023. 

AIK hentede fornylig hentede den kroatiske forsvarsspiller Filip Benkovic fra Tranbzonspor og offensiv-spilleren Danilo Al-Saed i Heerenveen på en låneaftale. 



Derudover har AIK erfarne fodboldnavne som John Guidetti, Anton Salétros og den tidligere FCK-forsvarer, Sotirios Papagiannopoulos med i deres trup til Spanien.

Testkampen mod AIK spilles lørdag den 1. februar kl. 14 og kan følges på et live-stream på AGF Play+. Brug linket herunder, hvis du stadig ikke er med eller meld dig til i din AGF-app.