MADS EMIL MADSEN FORLÆNGER MED AGF

14.01.2025 08:30

Mads Emil Madsen har lavet en ny aftale med AGF frem til 2029. 

Mads Emil Madsen markerer sin 27 års fødselsdag i dag med en kontraktforlængelse med AGF. Midtbanespilleren har således sat sin signatur på en forlængelse af sin aftale, så den nu løber frem til sommeren 2029.

Mads Emil Madsen - der er født i Aarhus og vokset op i Gl. Rye - kom til AGF i sommeren 2022 fra Slavia Prag. Han har tidligere repræsenteret LASK i Østrig og Silkeborg IF, hvor han fik sit gennembrud i 3F Superligaen inden han i 2020 rejste til udlandet.

Mads Emil Madsen fik debut for AGF i en udekamp i Brøndby den 17. juli 2022 og er siden noteret for 77 kampe og 12 mål i den hvide trøje. 

- Det er naturligvis noget, som der er arbejdet med, inden jeg startede i AGF, og vi er meget glade for, at Mads har valgt at forlænge sin kontrakt. Han er en dygtig midtbanespiller med et stort løbepensum og gode kompetencer i både erobrings- opbygnings- og afslutningsspillet, og han har udviklet sig flot i sin tid i AGF indtil nu.

- Det tror vi på kan fortsætte, så Mads kan lægge yderligere på sit spil og blive endnu bedre hen over de kommende år i AGF, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen. 

I indeværende sæson er Mads Emil Madsen noteret for 17 kampe i 3F Superligaen, hvor det er blevet til fem mål og en enkelt assist. Nu ser han frem til at gå ind til forårets kampe med fremtiden på plads. 

- Jeg er et godt sted og er glad - både på og udenfor banen, så det er fedt, at det er faldet på plads og klubben har haft lyst til at lave en længere kontrakt med mig. 

- Vi er på vej frem og jeg synes, at både jeg og vi som hold og klub har lagt på for hvert år, jeg har været i klubben. Og jeg vil gerne være med til at skubbe yderlig på vores udvikling, så vi kan blive endnu bedre i de kommende år, siger Mads Emil Madsen, som fortæller mere om sin forlængelse i et nyt interview på AGF Play+. 

Se det i din AGF-app eller lige her >>>