HÅRD TRÆNING PRÆGER DE FØRSTE DAGE

12.01.2025 10:20

Der trænes igennem på Fredensvang i opstartens første dage.

Året 2025 er nu godt i gang. Også på Fredensvang, hvor spillerne har været retur i nu fire dage og også har trænet lørdag inden en velfortjent fridag i dag søndag. 



Fokus er i starten af forberedelserne primært på det fysiske, hvor der er blevet testet og trænet godt igennem i de første dage - li’som det skal være oven på en juleferie. 
Og denne vinter er der lagt yderligere på træningen. 


- Vi er blevet kørt godt igennem i de her første dage, hvor der er taget et nøk op i forhold til træningen og vi er blevet ”maxet” godt ud, og har fået testen kroppen rigtig godt.

- Det er til tider hårdt - lige som det skal være. Vi har blandt andet været ude og løbe ved Moesgaard Museum, som vist var en hård tur for mange af os. Men ens krop kan mere end man regner med, og det har vi fået vist her i de første dage.  

 

- Vi har alle glædet os til at komme tilbage og komme ud på banen og arbejde sammen mod forårets kampe, og vi glæder os til at komme i gang med kampene. Formen ser god ud og alle er kommet tilbage skarpe og har passet deres ting i ferien, og nu skal der bygges på. Vi vil gerne mere og bliver derfor nødt til at lægge ekstra på, og det har vi gjort her i de første dage, lød det fra Patrick Mortensen til de medier, som var mødt frem til fredagens træning. 



På træningsbanen er også Tobias Mølgaard, som i de sidste kampe i 2024 kom tilbage efter en langvarig skade. Så nu nyder han en vinteropstart, hvor det handler om at bygge på efter han fik spilletid i årets sidste fire kampe. 



- Jeg glæder mig over 100 procent at være en del af en opstart og kunne vise mig frem, som er det, det handler om i en opstart. Jeg skal bare klø på uden forbehold og indgår nu på lige fod med resten af truppen.

- Jeg er glad for at være tilbage og motivationen er i top. Efter en ferie glæder man sig altid til at komme i gang og efter min situation sidste år er det ekstra skønt at være tilbage, sagde Mølgaard til medierne efter fredagens træning. 

Kom tæt på spillernes første dag i en ny INDERSIDEN på AGF Play+, som også sender alle vinterens testkampe. Den første på torsdag mod OB kl. 13.