TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN: PETER RUDBÆK FYLDER 70 ÅR
Foto: Ole Nielsen — 05.02.2025 07:30
En af de mest succesrige trænere i AGF’s historie, Peter Rudbæk fylder 70 år i dag.
Peter Rudbæk er den længst siddende træner i AGF i nyere tid. Han sad på posten i syv år og vandt to medaljer og en pokaltitel til AGF i perioden mellem 1993 og 2000.
Peter Rudbæk var oprindeligt uddannet lærer og gjorde sine første trænererfaringer i Nørresundby Boldklub som ungdomstræner i 1976. I 1980 tog han turen over Limfjorden og kom til AaB, hvor han startede som ynglingetræner før han i 1983 blev cheftræner for AaB’s førstehold, som den gang lå i 3. division. Men på tre år fik Peter Rudbæk den nordjyske fodboldstolthed tilbage i landets bedste række - en bedrift som gav ham titlen som Årets Træner i 1987.
I 1990 til 1993 var han cheftræner for Viborg FF før kompasset drejede øst på og til Aarhus, hvor han i sommeren 1993 overtog cheftrænerjobbet fra Lars Lundkvist.
Under Peter Rudbæks ledelse fortsatte AGF med at spille en markant rolle i dansk fodbold, og Rudbæk udviklede spillere som Martin Jørgensen, Thomas Thorninger, Peter Degn og Stig Tøfting til store profiler i dansk fodbold, ligesom han fik udenlandske spillere som Håvard Flo til at blomstre på et hold, der skabte mange gode minder for det århusianske fodboldpublikum i de levende 90’ere i Aarhus.
I Rudbæks første sæson blev det til en beskeden ottendeplads, mens man sluttede sæsonen efter på femtepladsen i den dengang stadig nye Superliga.
1995/1996 sæsonen er siden blevet en mytisk sæson med et århusiansk storhold, som hele sæsonen lå og kæmpede med Brøndby IF om guldet. Til allersidst fordelte de to hold mesterskabet og pokalen imellem sig i en af de mest mindeværdige sæsoner i AGF’s historie, hvor AGF foruden pokalen også vandt sølv og Rudbæk fik personlig hæder ved endnu en gang at blive kåret til Årets Træner i Danmark.
I 1997 blev det til endnu en medalje og en efterfølgende periode i Europa med kampe, som mange stadig husker. Blandt andre slog AGF’erne FC Nantes ud af UEFA Cup’en.
Efterfølgende blev AGF hårdt ramt af den såkaldte Bosmann-dom som betød, at en række spillere forlod klubben uden kompensation og efter et par magre sportslige år forlod Peter Rudbæk AGF i 2000, hvor han tog tilbage til AaB.
I 2002 stoppede Peter Rudbæk sin aktive trænerkarriere og blev trænerudviklingschef i DBU frem til 2020, hvor han gik på pension, men er med sit nordjyske lune og stærke kommunikative evner stadig en eftertragtet foredragsholder.
Og han er også en eftertragtet herre i Aarhus, hvor mange fans - med glæde og stor taknemmelighed - stadig husker de glade 90’ere med Peter Rudbæk i spidsen for AGF’s bedste hold, som vakte så stor begejstring og skabte mange af de fans, som stadig holder ved.
Alle i og omkring AGF ønsker Peter Rudbæk stort tillykke med dagens runde fødselsdag.
Senere på måneden hylder vi i AGF Peter Rudbæk, når vi møder et af de andre hold han også har trænet, når vi spiller mod AaB på Ceres Park Vejlby den 23. februar.
Her kan man høre eller genhøre en AGF-podcast fra 2020 med Peter Rudbæk.