
SØNDERJYSKE VENTER I ÅRETS FØRSTE SL-KAMP
12.02.2025 20:28
Søndag gælder det et gensyn med Haderslev og Sønderjyske
Sådan en råkold februar-dag kan det føles som meget lang tid siden - den 2. august 2024. Men den varme sommerdag var senest møde med søndagens modstander i årets første Superligakamp; Sønderjyske Fodbold.
Siden har begge hold spillet et helt efterår og en vinteropstart med træningskampe for nu at gøre klar til en ny dyst i 3F Superligaen søndag den 16. februar kl. 16 på Sydbank Park i Haderslev. Tager du med til Haderslev, så find din billet her >>>
Sønderjyske kommer ind til kampen ovenpå en opstart, hvor deres testkampe har været lidt blandet resultatmæssigt.
Seneste mødte de Aarhus Fremad og SC Weiche Flensburg med 45 minutter hver i weekenden og vandt 1-0 over Fremad og tabte med de samme cifre til Flensburg. Det er også blevet til en sejr over Gais fra Sverige og et nederlag til Bayern Münchens andethold i den sønderjyske opstart, der som os også indebar en træningslejr i Spanien.

Søndagens modstander har fået lidt nyt blod ind i vinterens transfervindue og blandt andre hentet Matti Olsen fra Hvidovre og den amerikanske angriber Matthew Hoppe fra Middlesbrough FC. Også på målmandsposten er der blevet skiftet ud og blandt andre har Sønderjyske hentet målmanden Benicio Pena i Aarhus Fremad.
Sønderjyske er igen med i en sæson i 3F Superligaen som de vendte retur til i sommer efter to år Nordic Bet-Ligaen 23/24. Og sønderjyderne har gjort en fin figur i landets bedste række, hvor de gik til vinterpause over stregen som nummer 10 med 16 point, mens vi er nummer fire med 28 point.
Sønderjyderne sluttede deres 2024 af med en ubesejret stime på tre kampe. Deres seneste Superliga-kamp var en 0-2 sejr ude over Lyngby, mens vi sluttede året af med at spille 1-1 mod Silkeborg.

Inden søndag har vi i alt mødtes med klubben fra Haderslev 43 gange i 3F Superligaen, og det er blevet til 19 sejre for AGF, 13 pointdelinger og 11 sejre til sønderjyderne.
Historisk har vi altså et overtag over sønderjyderne, og over de sidste 10 kampe er det også tilfældet, hvor vi har vundet seks ud af 10 opgør, spillet til X tre gange, mens Sønderjyske er løbet med sejren en enkelt gang tilbage i foråret 2022.
Det var i øvrigt seneste møde med Sønderjyske i Haderslev, så vi har revanche til gode på Sydbank Park, hvor vi senest vandt i en gentagelse af forårsåbneren på søndag.
Nemlig da vi spillede årets første kamp i 2022 i Haderslev. Her vandt vi 3-2 efter et comeback, hvor vi kom tilbage fra en 2-0 føring til hjemmeholdet og scorede sejrsmålet i overtiden.

Der er flere spillere i truppen som også var med den gang; Jesper Hansen, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson, Gift Links, Frederik Brandhof, Frederik Tingager og Patrick Mortensen var den gang med til at hente årets første sejr i 2022 med hjem til Aarhus.
Og netop Patrick Mortensen - som onsdag forlængede sin aftale med AGF - er vores topscorer i kampene mod sønderjyderne med otte mål for AGF i 3F Superligaen. Senest to i det omvendte opgør i Aarhus i august, hvor også Tobias Bech og Mads Emil Madsen kom på tavlen.
Og mon ikke der kommer flere mål i kampen på søndag? I hvert fald er der scoret i snit 2.8 mål mellem AGF og Sønderjyske i de seneste ti kampe.
Ja, alene i de seneste fire kampe er der scoret 14 mål i kampene, hvor vi kun i et enkelt af de sidste ti opgør er gået fra banen uden mål til nogen af holdene.
Og altså senest vi åbnede året i Haderslev fik vi fem mål og et forrygende AGF-comeback.
Tag med på søndag og se om vi sammen igen kan starte et år med en sejr. Der er kampstart på Sydbank Park kl. 16 og billetter til udebaneafsnittet findes via linket herunder.
Besøg vores kampside her og se højdepunkter fra tidligere opgør.