MIKKEL KANNEGAARD SKIFTER TIL HOBRO IK
03.02.2025 19:30
Mikkel Kannegaard forlader AGF til fordel for en permanent aftale med Hobro IK.
En AGF’er får nye græsgange og fortsætter sin karriere i Himmerland.
Således skifter forsvarsspilleren Mikkel Kannegaard Kristensen til Hobro IK på en permanent aftale med øjeblikkelig virkning.
18-årige Mikkel Kannegaard blev for to år siden en fast del af 3F Superliga-truppen, mens han fortsat spillede kampe for U19.
Gennembruddet på førsteholdet er dog udeblevet og nu søger Mikkel altså nye græsgange og spilletid i NordicBet Ligaen ved Mariager Fjord.
- Med udsigterne til en øget konkurrence i vores forsvar, hvor der er mange erfarne spillere, som byder sig til, giver det god mening for Mikkel og for os som klub, at vi har set på, hvordan han kan komme tættere på spilletid på seniorniveau.
- For Mikkels vedkommende er det via et permanent skifte, og vi siger derfor nu farvel til Mikkel med en stor tak for en god tid i AGF. Han er vokset op hos os og har altid været en vellidt del af klubben og blandt sine holdkammerater, og vi ønsker ham alt det bedste fremover og held og lykke i Hobro, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.