AGF-LEGENDE FYLDER 90

23.02.2025 06:35

Han var med til 50'erne og 60'ernes store AGF-triumfer. I dag runder Peder Kjær 90 år.


I dag fylder en af de helt store spillere fra AGF’s historie 90 år. 



Peder Kjær er den eneste nulevende AGF’er tilbage fra 1950’erne og 1960’ernes guldalder, og født den 23. februar 1935 kan han altså i dag fejre sin 90 års fødselsdag. 



Peder Kjær er født i Hammel, hvor han også spillede ungdomsfodbold inden han skiftede ind til Aarhus og AGF. Her fik han debut på divisionsholdet som kun 17-årig i 1952.

Men det var i 1957, at han for alvor fik sit gennembrud og var med til at vinde det danske mesterskab i 1957, hvor han scorede det afgørende sejrsmål mod Frem på turneringens sidste spilledag som resulterede i det danske mesterskab. 

Derudover vandt Kjær også DM i 1960 og tre pokaltitler i 1957, 1960 og 1961. 


Peder Kjær var som venstre wing en del af et legendarisk hold med spillere som Henry From, Bjarke Gundlev, John Amdisen, Jørgen Olesen og Aage Rou Jensen. 



Udover de mange flotte resultater i de hjemlige turneringer var Peder Kjærs periode også fyldt med europæiske fodbold. UEFA havde i 1955 havde premiere på mesterholdenes Europa Cup-turnering - den senere Champions League, hvor AGF var blandt de første 16 klubber, der deltog. Peder Kjær debuterede i 1957 i turneringen på hjemmebane mod nordirske Glenovan FC og strålede i returkampen med to scoringer og oplæg til det tredje, da AGF vandt 3-0 i Nordirland. 



Ved siden af fodbolden var Peder Kjær jurist og efter en lang civil karriere som advokat i Hammel flyttede han til Odense, da hans kone døde i 2018. I Odense er han i nærheden af både børn og børnebørn, og følger stadig med, hvordan det går hans gamle klub i Aarhus. 



Peder Kjær nåede i perioden 1952 til 1963 175 kampe og 40 mål for AGF. Han blev også noteret for tre A-landskampe. 



Stort tillykke med fødselsdagen til Peder Kjær.