
AGF KVINDEFODBOLD: OLESEN MED FULD FOKUS PÅ TRÆNERGERNINGEN
17.02.2025 05:49
Marie Lynge Olesen indstiller spillerkarrieren til fordel for trænergerningen.
Siden sommeren 2024 har Marie Lynge Olesen fungeret som spillende assistenttræner for AGF’s Gjensidige Kvindeliga-hold.
Men op til forårets slutspil er det slut med spiller-delen for Marie Lynge Olesen som fremover nu vil koncentrere sig 100 procent om rollen som assistent- og transitionstræner for Gjensidige Kvindeliga-truppen.
- Det er nu tid for mig til fuldt ud at fokusere på trænergerningen som assistenttræner og arbejdet med transitionen fra ungdommen til kvindeliga-truppen.
Overgangen har været undervejs et stykke tid og efteråret har blot bekræftet mig i, at det er den vej, jeg gerne vil gå.
- Jeg har ambitioner på trænerområdet og håber det er dér min fremtid ligger.
Jeg har nydt min tid som spiller og er glad for, at mine sidste aktive år blev i AGF, og ikke mindst er jeg glad for, at jeg nu får muligheden for at fortsætte med at være en del af trænerstaben omkring Liga-holdet. Vi ser ind i et spændende forår og jeg glæder mig til at bidrage fra trænerbænken, siger Marie Olesen, som kom til AGF som spiller i 2023 fra USA, hvor hun har spillet og uddannet sig på University of Kentucky, og er nu i gang med en træneruddannelse.
Udover Marie Olesen er Søren Holm Nielsen også tilknyttet liga-holdets trænerstab som målmandstræner, og varetager målmandstræningen for Gjensidige Kvindeliga-holdet sideløbende med assistenttræner-gerningen.
- Det er et stærkt makkerpar som fortsat vil understøtte cheftræner Michael Schjønberg og vi er godt dækket ind til et spændende forår på trænersiden, siger chef for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen.
AGF Kvindefodbold starter sæsonen den 8. marts med en pokalkamp mod Brøndby IF.