
NY ASSISTERENDE TRÆNER I SUPERLIGA-STABEN
Foto: Lech Poznan — 19.12.2025 08:16
Markus Uglebjerg ny assisterende træner for SL
Staben omkring cheftræner Jakob Poulsen bliver nu styrket yderligere med tilgangen af Markus Uglebjerg, der fra den 1. januar bliver ny assisterende træner i staben omkring 3F Superligatruppen i AGF.
Markus Uglebjerg har tidligere arbejdet sammen med Jakob Poulsen i Viborg, hvor han også var assisterende træner for Poulsen.
- Markus har af personlige årsager ønsket at komme hjem til Danmark fra sit job i Polen, og det gav os muligheden. Sin unge alder til trods har Markus allerede god erfaring fra topfodbold. Med hans stærke kompetencer har vi nu samlet en yderst kompetent stab omkring vores cheftræner, og det er selvfølgelig også en fordel, at han og Jakob allerede har haft et godt samarbejde i Viborg FF, siger fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen.
Jakob Poulsen glæder sig også til at genoptage samarbejdet med Markus Uglebjerg.
- Det har været let for mig at komme til AGF, fordi jeg fra dag et har haft en meget dygtig stab omkring mig. Den stab forstærker vi nu yderligere med Markus, som jeg ser frem til at arbejde sammen med igen, siger Jakob Poulsen.
Markus Uglebjerg har - udover samarbejdet med Jakob Poulsen i Viborg - senest været assisterende træner under Niels Frederiksen i Lech Poznan i Polen og har tidligere været assistent i FC Helsingør og ungdomstræner i OB.
Velkommen til Markus i AGF.



