VELKOMMEN TIL EA RASMUSSEN

04.08.2025 10:28

Ny spiller på plads i AGF Kvindefodbold

AGF Kvindefodbold kan med stor glæde præsentere et nyt stærkt navn til truppen, idet den 24-årige forsvarsspiller Ea Rasmussen tiltræder fra Kolding IF på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.

Ea Rasmussen har siden 2018 været en fast del af Koldings hold i A-ligaen, tidligere kaldt Gjensidige Kvindeliga, og har med sine mange kampe i ligaen opbygget en solid erfaring i dansk topfodbold.

Derudover har hun repræsenteret Danmark på ungdomslandsholdene, hvor hun er noteret for hele 39 kampe. Hun har dermed opnået værdifuld erfaring på højt niveau allerede i en tidlig alder, både nationalt og internationalt.

– Med tilføjelsen af en spiller som Ea i vores trup, bygger vi videre på vores strategi om at have et ungt hold med en stærk, erfaren stamme omkring. Ea skal være med til at bringe erfaring ind på holdet samtidig med, at hendes eget spil endnu kan udvikles. Hun er en ledertype på banen og har kvaliteter både defensivt og i det opbyggende spil, som vi ser frem til at få i spil i AGF, fortæller Daniel Lauridsen, chef for AGF Kvindefodbold.

Ea Rasmussen er kendt som en kompromisløs og intelligent midtbanespiller, der læser spillet godt og går forrest med både kommunikation og arbejdsindsats. Med sin alsidighed og sin evne til at tage ansvar forventes hun at få en vigtig rolle i AGF’s bestræbelser på at tage næste skridt i udviklingen af holdet.

Vores nye spiller har været med siden opstarten i juli, men kan få sin officielle debut for sin nye klub, når sæsonen skydes i gang lørdag den 9. august. Her venter der en særlig start, når AGF gæster Rasmussens tidligere klub, Kolding IF, på Autocentralen Park med kampstart kl. 13.00.