
POULSEN EFTER 0-0: VI SAVNER DEN SIDSTE SKARPHED
03.08.2025 16:27
Der var masser af chancer i dagens opgør mod FCM. Men ingen mål, og det ærgrede naturligvis cheftræneren efter kampen.
Efter søndagens 0-0 kamp var cheftræner Jakob Poulsen naturligvis ærgerlig over, at det ikke lykkes os at hente en sejr - især med tanke på, at vi en stor del af kampen var en mand mere end gæsterne fra FC Midtjylland.
Men også før udvisningen, var vi det bedste hold på banen, hvilket kampens tal med for eksempel 23 afslutninger og 2.26 i expected goals da også indikerede.
- Udover, at vi ikke får scoret, så er jeg tilfreds med kampen og med indsatsen, for vi var også bedst 11 mod 11. Naturligvis er vi meget skuffet og træt af, at vi ikke vinder - det er sådan en kamp, man vinder 95 ud af 100 gange. Så vi er skuffede og det skal vi også være.
- Men vi må konstatere, at vi mangler lidt kvalitet på den sidste aflevering, og når vi endelig fik den sidste aflevering igennem, så var vi ikke cool nok og får ikke testet deres målmand nok af i dag, sagde Poulsen til den fremmødte presse efter kampen.
- Drengene leverer det, der skal til, men mangler skarpheden. Og der er ikke nogen på banen, som ikke ønsker at score - i dag savner vi bare lidt koldblodighed. Vi brænder et straffespark og får et mål annulleret. Så det var meget tæt på, men vi var ikke dygtige nok i dag i de afgørende situationer - det må vi erkende og arbejde videre med, lød det fra Jakob Poulsen efter kampen.
Vi får en mulighed for at øge skarpheden på fredag, hvor turen går til Parken. Find din billet lige her.
