
NYT STADION: KOM TIL ÅBEN BYGGEPLADS FREDAG
28.08.2025 06:52
Byens nye stadion er for alvor begyndt at skyde i vejret, og nu har du mulighed for at komme helt tæt på byggeriet for enden af Stadion Allé, når Aarhus Kommune og A. Enggaard fredag d. 29. august kl. 12-18 inviterer til åben byggeplads.
Her kan du komme ind på selve byggepladsen og gå langs en afmærket rute på den kommende fodboldbane og inde i hovedtribunen, som er under opbygning.
Det kræver ikke tilmelding at deltage, og alle er velkomne. Der er indgang ved byggepladsens Port 6 langs gavlen til Djurslands Bank Arena. Som besøgende skal man følge en afmærket rute rundt på byggepladsen. Man går på jordbund og beton, og der er trapper undervejs. Man skal derfor være godt gående og have fodtøj på, der må blive beskidt.
Ceres og AGF byder på vand/øl
På den kommende nye Fan Plaza ude foran den gamle stadionhal vil AGF stå klar med en vand eller øl fra vores hovedpartner Ceres til de første 1000 besøgende. Her vil du også have mulighed for at spørge ind til byggeriet, hvis du brænder inde med et specifikt spørgsmål.
Find praktisk info om arrangementet på Kongelundens hjemmeside >>
