NYT MEDLEM AF AGF’S LEGENDEKORPS 

21.08.2025 06:57

AGF's Legendekorps samles til Legendernes Dag og byder nyt medlem velkommen.

Ved Legendernes Dag som vi holder på søndag, indlemmes der traditionen tro også nye medlemmer af AGF’s Legendekorps som samler tidligere spillere i AGF, når deres professionelle karriere er slut. 

Korpset stammer tilbage fra 2011 som et såkaldt fodbold-ambassadørkorps og skiftede i 2016 navn til AGF Legenderne.



I år er der kun et enkelt nyt medlem som indlemmes, når korpset siger velkommen til Jesper Juelsgård, som fornylig indstillede sin aktive karriere.

Jesper Juelsgård deltager i et arrangement i legendekorpset inden søndagens kamp mod Vejle Boldklub på Ceres Park Vejlby, hvor halvdelen af korpsets godt 100 medlemmer samles for først at nyde hinandens gode selskab og nostalgien, og derefter overvære Superliga-kampen og hylde Årets Legende, Henrik Mortensen.

Jesper Juelsgård indstillede for to måneder siden sin aktive professionelle karriere efter han i 2022 forlod AGF. Her nåede forsvarsspilleren 133 kampe og fire mål i en periode, der bød på både spændende og dramatiske kampe for overlevelse i Superligaen og store oplevelser med medaljer og europæiske kampe. 



Juelsgård blev i AGF kendt af både holdkammerater, ledere og af tilhængerne som en hårdt arbejdende, professionel og meget værdsat del af klubben. 



Siden han forlod AGF i 2022, har Juelsgård blandt andet repræsenteret FC Fredericia, for hvem han spillede sin sidste kamp på topplan.

Før han kom til AGF, havde Jesper Juelsgård optrådt for blandt andre FC Midtjylland og franske Evian. Han er noteret for to landskampe for Danmark.  

Jesper Juelsgård har dog ikke helt sluppet fodbolden. I sommer blev han nemlig præsenteret som ny spillende træner for Horsens fS’ Danmarksserie-hold. 



For at blive indstillet som medlem i AGF's legendekorps, skal man have endt sin aktive karriere i klubben og enten have spillet 100 førsteholdskampe, optrådt på A-landsholdet som AGF’er eller vundet DM eller pokalen med klubben. 



AGF Legenderne drives af et Legendeudvalg bestående af en formand samt fire ‘anførere’. Formand er Jens Harmsen, tidligere førsteholdsspiller og cheftræner for AGF’s DM hold i 1986. De fire anførere er AGF-ikonerne Troels Rasmussen, Marc Rieper, Martin Jørgensen og Bent Wachmann.



Det er også dette udvalg, der indstiller til AGF A/S’ bestyrelse, hvem der skal kåres til Årets Legende. I år er det som bekendt Henrik Mortensen. Det kan man læse meget mere om her. 



Besøg AGF Legenderne her og læs mere om korpset og dets næsten 100 medlemmer.