NYE TIDER FOR KVINDELIGAEN 

04.08.2025 09:48

Sæsonstarten nærmer sig for AGF Kvindefodbolds bedste hold, som nu spiller i A-ligaen. Og som fra denne sæson kan følges på TV2’s platforme og kanaler.

Mens AGF’s kvinder får de sidste træningspas i benene inden sæsonpremieren i weekenden, så skal vi nu vænne os til, at vi ikke længere spiller i Gjensidige Kvindeligaen.

For den kommende sæson 25/26 markerer en ny æra for dansk kvindefodbold. 



Fremover hedder de tre bedste danske kvinderækker nemlig A-Liga, B-Liga og C-Liga.

Det betyder altså, at AGF fra den kommende sæson konkurrerer i A-ligaen.



I forlængelse af navneændringen vil man også opleve en ny grafisk indpakning og præsentation af den bedste danske kvindeliga, som også er klar med en ny hjemmeside til sæsonstart på A-Liga.dk


Samtidig med ændringerne af ligaerne har Kvindedivisionsforeningen - sammenslutningen af klubberne i Kvinde-DM - skiftet navn til Ligaforbundet.



Fra den nye sæson får kvindefodbolden i Danmark også et løft rent tv-mæssigt, når TV2 overtager rettighederne. Det betyder, at man i den kommende sæson kan følge AGF’s kvinder på TV2 Sportens mange platforme, som for eksempel kanalerne; TV2 Sport og TV2 Sport X, samt på TV2 Play og naturligvis på TV2.dk

AGF’s første kamp i den nye A-liga er på lørdag, hvor Kolding IF venter på udebane. Og altså en kamp, som kan ses på TV2 Play. 

Vi glæder os til en ny sæson - nu under nye faner og farver og på TV2.