KLASSISK KAMP PÅ LEGENDERNES DAG

20.08.2025 07:08

På søndag fejrer vi Legendernes Dag med et traditionsrigt og historisk opgør, når Vejle Boldklub kommer til Ceres Park Vejlby.

AGF mod Vejle Boldklub. Det klinger af fodboldhistorie. Prøv at sige det igen og for det indre blik hos mange måske især ældre AGF'er går lysbillede-apparatet i gang med billeder af store kampe og større profiler og navne fra begge hold. 



Søndag aften skrives endnu et kapitel i den lange og rige fodboldhistorie, når Vejle for første gang kommer til Ceres Park Vejlby en kamp i 3F Superligaens runde 6.

Vi kommer ind til kampen oven på to flotte udekampe med sejre i København og i Odense, men har stadig den første hjemmesejr til gode i denne sæson. 

Vores gæster kommer til Aarhus oven på to nederlag efter de ellers var kommet fint gang med sæsonen med blandt andet en flot 4-0 sejr over OB.

VB er nummer 10 i 3F Superligaen med fire point inden kampen, mens vi kommer ind til kampen fra en fjerdeplads i ligaen med otte point i en uhyre tæt Superliga, hvor der blot er seks point fra tredje til sidstepladsen. 

Opgøret på søndag er det 40’ende i nyere tid i 3F Superligaen mellem AGF og VB, og det er i alt blevet til 16 sejre, 15 uafgjorte og otte nederlag i kampene i Superligaens historie. 



Den seneste kamp var i Vejle tilbage i marts, hvor vi tabte 3-2 i, hvad der den gang var vores første nederlag i 2025. 

Seneste kamp i Aarhus var for næsten præcist et år siden i dag - nemlig den 19. august, hvor vi vandt 5-1 og set hen over de seneste ti kampe har vi vundet de fire, spillet tre uafgjorte og VB har altså vundet tre. 

Og hjemme i Aarhus har vi generelt set hen over de senere år haft et fint tag på VB med fire sejre og en uafgjort siden 2020.  

I sidste sæson fik vi mange forskellige målscorer på tavlen mod Vejle Boldklub med Felix Beijmo, Mads Emil Madsen, Gift Links, Mikael Anderson og Patrick Mortensen i kampen hjemme i Aarhus og Youssouph Badji og Patrick Mortensen med mål i det omvendte opgør i foråret. 

Men i kamp 40 mod VB kan det være Tobias Bech kommer på måltavlen. Han er i hvert fald mål-varm med to mål i seneste kamp og fire i alt indtil videre, hvilket placerer ham som nummer to på topscorerlisten i 3F Superligaen. 

I gennemsnit er der scoret 2.4 mål i de sidste ti kampe mellem AGF og VB. Ja, alene i de sidste to kampe er der scoret 11 mål (!) efter en periode med 0-0 kampe eller en et-måls sejr til os.  

I Odense fik Patrick Mortensen også scoret og skulle kaptajnen komme på tavlen igen på søndag, passerer han Lars Lundkvist på listen over alletiders AGF-topscorere gennem historien

Og apropos mål, så er vi nummer to i 3F Superligaen over såkaldte expected goals, hvor skiller os ud med 10.7 - kun overgået af FC Midtjylland og foran FC København. Vi er også et af de hold med flest afslutninger - både indenfor og udenfor modstanderens felt. 

I alt har vi scoret 10 gange indtil videre i denne sæson, mens VB har scoret seks mål. 

Siden vores seneste kamp har Vejle Boldklub oprustet med flere nye spillere i denne sommers transfervindue.

Senest har i de i denne uge tilknyttet midtbanespilleren Mads Enggård og forsvarsspilleren Valdemar Lund som slutter sig til en trup, hvor andre velkendte Superliga-navne som Lasse Nielsen og Andrew Hjulsager også er kommet til Vejle denne sommer

Det samme er Mikkel Duelund som jo op til denne sæson stoppede i AGF og senere sluttede sig til Vejle. Også en anden tidligere AGF'ere er i Vejles trup i skikkelse af Jelle Duin som dog pt. er ude med en skade. 

Der er kampstart på Ceres Park Vejlby på søndag den 24. august kl. 18. Der er godt træk i billetsalget, så det er nok med at få fat i en plads, hvis du skal med til Legendernes Dag og kampen mod VB. 

Besøg vores kampside, hvor vi har flere tal på kampen og højdepunkter fra de seneste kampe mellem AGF og Vejle Boldklub.