
SKUFFELSE OVER HURTIG UDLIGNING I DELER
13.04.2025 17:03
Det blev lige ved og næsten i dag, hvor vi måtte nøjes med 1-1 mod FC Midtjylland i et mesterskabsspil som bliver tættere og tættere.
Efter søndagens uafgjorte resultat mod FC Midtjylland, var der skuffelse på holdet efter vi må nøjes med det ene point som ikke rykker meget i mesterskabsspillet.
- Jeg er skuffet over, at vi lukker et mål ind lige efter vi har scoret - det er for ringe. Vi får ikke håndteret deres igangsætning ordentligt og så er de pludselig fri. Så selv om FC Midtjylland har et par store chancer til sidst, så hæfter jeg mig mest ved, at vi ikke holder føringen - dér har vi momentum, men det bliver så standset hurtigt.
- Kampene er ekstremt tætte i de her tider og i næste runde kan man tage et skridt i den rigtige retning og kan vi sætte et par sejre sammen, så kan det rykke noget, og det skal vi formå at gøre.
- Overordnet spiller vi en fin fodboldkamp i dag, og der er mange ting, vi kan tage med fra kampen, men jeg synes også det er lidt uforløst i dag, sagde Nicolai Poulsen til TV2 efter kampen, hvor Patrick Mortensen igen kom på tavlen, men altså ikke, hvad der blev sejrsmålet, hvilket også ærgrede topscoreren bagefter.
- Vi står et sted efter i dag, hvor vi skal fokusere på os selv. Vi skal ha’ skrabet nogen point sammen og det bliver meget uforløst i dag, og måske endda et heldigt point efter Midtjyllands chancer til sidst.
- Så nu er det næsen i sporet og fokusere på os selv, mens det her slutspil bliver tættere og tættere, sagde Patrick Mortensen, som nu er oppe på 18 sæsonmål i 3F Superligaen - en tangering af hans hidtidige sæsonrekord og nok til, at Mortensen fortsat ligger i toppen af topscorerlisten i 3F Superligaen.