BECH I MÅLFORM: NU SKAL SEJREN JAGTES SØNDAG

25.04.2025 14:00

Efter et skuffende resultat i mandags gælder det nu et revancheopgør med FC København på søndag. Her håber Tobias Bech at kunne betale en stor støtte tilbage med en sejr.

Han kom på tavlen i mandagens kamp i Parken og er dermed den AGF’er, som har scoret vores seneste mål mod FC København.

Søndag gælder det et nyt møde mellem landets to største byer, hvor Tobias Bech er klar til igen at jagte mål, som denne gang forhåbentlig kan bidrage til en sejr.



- Når man møder FCK, med den kvalitet de har, kan du ikke give så nemme mål væk, som vi gjorde i mandags. Jeg synes egentligt, at kampen set udefra var meget lige. Men vi lukker mål ind, som vi ikke plejer at gøre. Kan vi undgå det, bliver det en lige kamp, som vi sagtens kan vinde - det har vi vist mod FCK før. 



- Det er klart, at vi skal skabe flere chancer, for det gjorde vi ikke nok i mandags. Men vi kom med en god reaktion ovenpå en svær kamp i Randers, sagde Tobias Bech til medierne efter torsdagens træningen inden fokus fredag og lørdag intensiveres frem mod kampen søndag. 



Her gælder det så en ny hjemmekamp, hvor opbakningen i Vejlby skal bidrage til en sejr på banen.

Både ude og hjemme har holdet i foråret mødt en strålende opbakning fra tilhængerne og det er noget holdet sætter pris på i en resultatmæssig svær periode. 


- Vi sætter meget pris på tilhængernes støtte og opbakning, som i de to seneste udekampe igen var fantastisk. Og vi håber, at vi kan levere bedre, end vi har gjort på det sidste og betale dem tilbage med en sejr på søndag - det ville være rigtig fint, tilføjer Tobias Bech, som kan glæde sig til et udsolgt Ceres Park Vejlby på søndag. 



Det er i hvert fald vores forventning, for der er blot få hundrede billetter tilbage. Hvis ikke de er udsolgte, når du læser dette, kan de findes her >>>