WAHLSTEDT UDE MED EN SKADE I LÆNGERE TID
26.09.2024 12:29
Målmand uheldig i pokalkamp. Opdatering på skaderne i 3F Superliga-truppen.
I onsdagens pokalkamp i Ceres Park måtte vores målmand, Leopold Wahlstedt udgå efter et sammenstød med en modstander. Desværre viser de første undersøgelser nu, at Leopold forventes ude i længere tid.
Det er stadig for tidligt med en prognose for, hvor længe vi må undvære Leopold, men efter de indledende undersøgelser, står det klart, at det er tale om en alvorlig skade i anklen.
- De første undersøgelser viser, at Leo har brækket en knogle i sin ankel. Så selv om det er for tidlig at komme med en præcis prognose for, hvor længe Leo er ude, kan vi nu desværre konstatere, at det er en alvorlig skade, som kommer til at holde ham ude i længere tid, siger Phil Mansfield, der er Head of Performance i AGF.
Alle i og omkring AGF sender Leo de bedste tanker og ønsker om god bedring.
Skadesopdatering
Mens der altså er dårlige nyheder om Wahlstedt, er der gode nyheder fra andre dele af truppen, hvor Gift Links og Tobias Bach er i god fremgang og kan være i spil til lørdagens kamp, fortæller Phil Mansfield.
- Gift og Tobias har været ude med mindre skader, men de forventes snart tilbage for fuld styrke, mens Henriks skade ikke var så alvorlig som frygtet og vi forventer han er ude og løbe i næste uge.
- For Tobias Mølgaard og Kevin Yakobs vedkommende, følger de begge deres planlagte program, og fordi de arbejder hårdt og med stor dedikation, gør begge spillere de fremskridt, vi regner med, siger Phil Mansfield, som også kan fortælle, at Michael Akoto er tilbage i fuld træning i næste uge.