VETERANMATCH VENDER TILBAGE: AGF ER VÆRTER PÅ SØNDAG 

10.09.2024 07:20

Forleden var det den 5. september den danske Flagdag for Danmarks udsendte soldater. Det er den dag, hvor Danmarks udsendte anerkendes og hyldes for den indsats, de har ydet og hvor faldne danske soldater mindes.

På søndag er det vores tur i AGF til at hylde soldaterveteraner, når vi møder Silkeborg IF hjemme i Ceres Park. Her deltager vi nemlig i Veteran Match, der et landsdækkende initiativ, hvor Danmarks Idrætsforbund samler toppen af dansk idræt til en anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende.

Kamptrøje til godt formål
Så søndag har vi inviteret over 120 østjyske veteraner og deres familier som vil overvære lokalopgøret. Her kan de så se et AGF-hold spille kampen i en kamptrøje med et særligt logo i nakken af trøjen som hylder veteranerne.

Efterfølgende vil de særlige match worn trøjer blive sat til salg til fordel for trygge idrætsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén - såkaldte Safe Zones, der er udviklet af DIF’s Soldaterprojekt. Trøjerne kan købes på auktion via denne hjemmeside efter kampen. 

AGF med i jobprojekt 
Udover at deltage i Veteran Match-ugen er AGF også gået videre med arbejdet med veteraner i et jobskabende projekt, vi kalder JobMatch.

Her har vi indgået et samarbejde med Aarhus Kommune og DIF Soldaterprojekt ud fra et ønske om at anerkende veteraner og støtte skadede veteraner i at komme tilbage til et meningsfyldt arbejdsfællesskab - til gavn for både arbejdsmarkedet, veteranerne og deres familier.

Så sammen sætter vi jobsøgende veteraner i forbindelse med en ny potentiel arbejdsgiver, hvor veteranerne kan bringe deres kompetencer i spil, og hvor virksomhedsnetværket tilsvarende står parat med en særlig forståelse for at skabe de gode rammer for beskæftigelse for den enkelte.

- De seneste år har Veteran Match sendt en række skadede og ledige veteraner i beskæftigelse. Mange af dem lider af PTSD som følge af deres fortid, og for disse veteraner er det altafgørende at have noget at stå op til. Og erfaringerne fra Veteran Match har vist, at klubberne har en særlig evne til at aktivere deres netværk, og derfor er vi taknemmelige for, siger Frans Hammer, der er næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

JobMatch har eksisterende i to år nu og kører hele året rundt, mens markeringen af Veteran Match kun er en gang om året og altså igen på søndag den 15. september. 

- Vi er enormt stolte af at kunne invitere til Veteran Match for femte år. Vi kan mærke klubberne og idrætten stå skulder ved skulder om at gøre en forskel for vores tidligere udsendte og deres pårørende. Det er fantastisk at se sporten bruge sit fællesskab og sin platform til det, tilføjer Frans Hammer. 

Veteran Match 
•    Veteran Match 2024 består af 44 kampe på tværs af landet
•    Kampene afholdes i perioden mellem den 13. og 23. september
•    Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab.
•    Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden finansierer Veteran Match.
•    Det er femte gang, at Veteran Match afholdes.

Se mere her >>>