MORTENSEN MED BLANDEDE FØLELSER EFTER KAMP 200

15.09.2024 16:24

I dag rundede Patrick Mortensen sin kamp nummer 200 for AGF.

Han var tæt på at udbygge sin position på topscorerlisten med endnu et mål, men Patrick Mortensen måtte gå fra søndagens lokalopgør uden mål efter et 1-1 resultat i hans kamp nummer 200 for AGF. 

Ovenpå sådan en milepæl havde han naturligvis gerne kunne fejre en sejr, men måtte altså nøjes med det ene point, og det efterlod kaptajnen med lidt blandet følelser, da han mødte medierne efter kampen.

- Vi kan ikke vinde gang - og vi må også respektere, at Silkeborg IF er et godt hold og er i toppen af en grund. De står godt på banen i dag og vi får ikke skabt så meget som vi plejer. Jeg har blandt andet en enkelt chance, som jeg nok skal score på - så det er nok fair, at den bliver 1-1. 

 - Det er klart, at folk får nogle høje forventninger, når vi scorer fire mål i hver kamp, og vi ville selvfølgelig gerne have haft de tre point i dag, men sådan skulle det ikke være, sagde Patrick Mortensen, som er glad og stolt over, at han nu har rundet 200 kampe for AGF siden han kom til Aarhus i vinteren 2019.

- Det er en stor milepæl for mig og jeg er stolt over, at nå den i så fin en klub som AGF. Det er en stor fornøjelse, hvor gang jeg træder ind på banen i vores trøje. Jeg nyder det hver gang og sætter en stor ære i, at være anfører og spille for den her klub. 

- Nu handler det om at fortsætte og spille så kampe som muligt og gerne score endnu flere mål. Kan jeg nå at runde de 100 mål for AGF, vil det være stort, sagde Mortensen, som med 89 mål for AGF ikke er så langt fra det næste mål. 

Ved dagens kamp kunne Mortensen notere sig endnu en stor opbakning til sit hold, hvor der var udsolgt og næsten 16.000 fans på lægterne. Så endnu en gang var der roser til hjemmepublikummet fra kaptajnen. 

- Jeg har intet andet end ros til overs for fansene. Og igen skaber de en virkelig god stemning i dag, så kæmpe cadeau til dem, lød det fra Patrick Mortensen i mixed zonen efter kampen. 

Få også Max Powers reaktion på sin debut henne på AGF Play