MINDEORD: POKALVINDENDE BACK ER DØD
19.09.2024 04:32
Bent Wolmar er død
Den tidligere AGF’er, Bent Wolmar er død efter længere tids sygdom - 87 år gammel.
Bent Wolmar var back - primært højre back, men kunne også spille i venstre side - og var en central del af AGF’s førstehold i 1960’erne, hvor han var med til at vinde medaljer i 1962 og 1964, ligesom han var en del af det hold som vandt pokalturneringen i 1965 med en 1-0 sejr over KB i Idrætsparken.
Særligt pokalsejren betød meget for Bent Wolmar, fortæller hans søn, Bjarke Wolmar i en nekrolog i Fredericia Dagblad.
- Året efter var AGF jo så med i Pokalvindernes Europa Cup og slog det portugisiske hold Setubal både ude og hjemme og gik videre, hvor de mødte skotske Celtic FC. Min far fik at vide, at skotterne ingen tænder havde i munden, fordi de var så hårde i hovedspillet. Men det var hans speciale, og han var nærmeste den eneste, der turde sætte sig op mod dem.
Det danske fodboldlandshold før en landskamp i 1964. Bent Wolmar siddende helt til højre.
Wolmar var oprindeligt fra Fredericia og startede sin karriere i Fredericia FF inden hans civile karriere bragte ham til Aarhus Universitet, hvor han uddannede sig til fysiker og samtidig sluttede sig til AGF.
Efter elitekarrieren, som sluttede i 1966 fortsatte Bent Wolmar i AGF som old boys spiller og en aktiv del af klubben i mange år. Efter 40 år som lektor på Aarhus Statsgymnasium vendte Bent Wolmar og hustruen Bente tilbage til Fredericia, hvor han forleden afgik ved døden på plejehjemmet Stævnhøj i Taulov.
Men selv om han altså vendte hjem til sin fødeby, sluttede han aldrig med at følge AGF.
Udover en flot karriere for AGF spillede Bent Wolmar også seks landskampe for Danmark og var en del af det danske landshold, som for første gang kvalificerede Danmark til en international slutrunde; EM i Spanien i 1964. eller European Nations Cup, som turneringen blev kaldt den gang.
- Det var en stor ting for mig at være med på landsholdet, sagde Bent Wolmar i et interview i 2019.
Bent Wolmar vil blive mindet i forbindelse med AGF’s næste hjemmekamp.
Æret være Bent Wolmars minde.