LANDSHOLDSPAUSE: FLERE AGF'ERE AFSTED
02.09.2024 07:46
Mikael Anderson er kaldt op til Nations League kampe og slutter sig til flere andre AGF'ere på international tjeneste.
Sæsonens første landsholdspause står for døren, men for nogen AGF'ere bliver det ikke tid til hvile.
Mikael Anderson slutter en flot sæsonstart af med en landsholdsudtagelse for Island, og kan frem til to kampe i Nations League mod henholdsvis Montenegro på hjemmebane den 6. september og Tyrkiet på udebane den 9. september.
Udover Mikael Anderson skal tre spillere fra Superliga-truppen i aktion for det danske U21-landshold. Jacob Andersen, Jonas Jensen-Abbew og Tobias Bech skal alle repræsentere Danmarks U21-landshold i kvalifikationen til EM, når de skal møde Island den 6. september, og Tjekkiet kommer til Vejle den 10. september.
Også vores nye mand, Kristian Arnstad skal i U21 aktion, hvor han er udtaget til det norske U21 landsholds kommende EM-kval kampe.
På det danske U19-hold kan man finde Luka Callø. Han skal repræsentere Danmarks U19-hold, når de skal en tur til Norge d. 3.-8. september, hvor to testkampe venter dem mod naboerne fra Sverige og Norge.
På et andet U19-landshold, nemlig Islands, skal Sölvi Stefansson i aktion, når de unge islændere skal en tur til Ljubljana i Slovenien. Her skal de møde tre modstander fra hele verden i Mexico, Qatar og Kazakhstan.
For det danske U18-hold venter en tur til Sverige. Her er Frej Elkjær Andersen og Viktor De Paoli blevet indkaldt. De skal spille to kampe i Sverige i perioden 4.-11. september, hvor de skal møde Norge og Sverige/Belgien.
Sidst på herresiden skal U17-landsholdet til Spanien og møde Irland i to opgør. Og med til Spanien skal tre AGF’ere i Adam Fuglsang, Otto Lyhne og Mark Steffensen.
På kvindesiden er der også AGF’ere, der skal afsted og repræsentere deres respektive landshold. For U16-pigelandsholdet sender AGF to spillere afsted. Cecilie Harsløf og Ella Stockholm skal begge med, når U16-pigelandsholdet skal møde Schweiz over to kampe i Varde og Grindsted.
U17-pigelandsholdet skal i midten af september møde Tyskland, hvor AGF også forventes at have repræsentanter, når det landshold udtages senere på ugen.
For U19- og U23-pigelandsholdet er der først kampe til oktober, og derfor kommer der ikke udtagelser endnu - selv om der er kamppause frem til i næste uge, hvor der er første runde i Gjensidige Kvindepokalen.