JAPANER STUDERER DET ÅRHUSIANSKE FODBOLD-FÆLLESSKAB
06.09.2024 13:16
Der var besøg langvejs fra til Aarhus Walk, da japansk AGF’er kom tilbage til Aarhus.
Dette års Aarhus Walk havde besøg helt fra Japan i skikkelse af Kyosuke Hiradori.
Den 23-årige studerende var i Danmark for at lave feltstudier til sit universitetsspeciale om forholdet mellem fodboldklubber og deres byer som en mulig måde til at ændre en tendens i Japan, hvor befolkningen forlader lokalsamfundet for at slå sig ned i store millionbyer uden en stærk lokal tilknytning.
Kyosuke Hiradori - hvis studie i Japan kan sammenlignes med Antropologi eller Sociologi - havde lavet lignende undersøgelser på kampdage i Japans J-League og ville nu sammenligne sin undersøgelse med forholdene i Danmark og i Aarhus.
- Jeg vil forsøge at finde forskelle på fodboldkulturen i Japan og i Europa, og forskellen i relationen mellem tilhængerne, klubben og byen. Jeg tror den lokale fodboldklub har stor indflydelse på sammenhængskraften i en by, og det er nok en stærkere tendens i Danmark og Aarhus end i Japan. Så jeg fik et legat til at tage hertil og supplere mine undersøgelser til mit speciale, fortalte Kyosuke Hiradori til AGF.dk et par dage efter Aarhus Walk.
AGF-fan vender tilbage
At feltstudiet skulle gå til netop Aarhus og handle om AGF’ere var på ingen måde tilfældigt. Den fodboldinteresseret Kyosuke Hiradori har nemlig været i Aarhus tidligere på en udveksling, hvor han faldt for AGF og for byen. Så da han skulle i gang med sit speciale, var det oplagt at komme tilbage til Aarhus Walk 2024.
- Da jeg for et par år siden var i Aarhus på udveksling, var noget af det første, jeg lagde mærke til passionen for den lokale fodboldklub. Fodbold i Danmark og især i Aarhus, er ikke kun på banen - det er i byen, hos menneskerne og på tribunen.
- Det var også derfor, jeg begyndte at følge AGF og fortsatte med det på afstand, da jeg kom tilbage til Japan - den passion, der er for klubben, var virkelig inspirerende for mig og gav mig inspiration til at dreje mit speciale over på lokalbefolkningens opbakning til deres fodboldkampe, fortæller Kyosuke Hiradori, som brugte Aarhus Walk til at indsamle data til sin undersøgelse og derfor mødte mange forskellige AGF-fans.
Stor lokal passion
- For det første ville jeg gerne vide, hvorfor folk har så meget kærlighed og passion for AGF. Dernæst ville jeg studere forskellen mellem den lidt nyere liga i Japan og så Superligaen i Danmark for at undersøge, hvordan den japanske liga kan blive mere kultiveret fremfor, at den som nu måske mest kun er til for underholdningens skyld. Her kan japanske klubber tage ved lære af AGF og andre danske og europæiske klubber i forhold til, hvor knyttet de er til lokalsamfundet og deres byer.
- Jeg interviewede 30 fans til min undersøgelse. Jeg har også gjort det med to hold i Japan for at sammenligne forskellene. Et af spørgsmålene var, hvad folk sætter pris på ved deres hjemby, og næsten alle her i Aarhus svarede AGF - og det er virkelig unikt.
- I Japan gik de fleste svar på alt andet end fodbold og den lokale klub, og på den måde blev det meget tydeligt for mig, at fodbolden i Japan ikke er som her i Aarhus, fortæller Kyosuke Hiradori.
Op om natten for at se AGF
Efter sine undersøgelser sluttede Hiradori sig til Aarhus Walk som fan og ikke mindst som tilskuer til 4-2 sejren over FC Nordsjælland, som han nød i fulde drag som fan. Siden sit første besøg i Aarhus har Kyosuke Hiradori fulgt AGF tæt og har flere trøjer hjemme i Japan.
- Sidste år kunne man se alle danske ligakampe gratis i Japan, så den eneste udfordring var at stå op om natten for at se AGF’s kampe. Nu er det slut, og jeg må nøjes med at se højdepunkter dagen efter, fortæller Kyosuke om, hvordan det er at følge et hold på tværs af kloden.
Nu har han en endnu en live-kamp i bogen og den japanske studerende håber snart at komme tilbage, når han har fået sit speciale overstået og uddannelsen i hus. For han savner allerede at stå med andre fans på Ceres Park.
- For mig er det mest unikke ved Ceres Park og AGF, når hele stadion står og synger sammen. Alle kender sangene uanset alder og køn, og det er virkelig noget jeg nyder ved at komme i Ceres Park. Og denne gang har det også været en fantastiske oplevelse at møde fansene og jeg vil gerne her sige tak til dem, som tog sig tid til at tale med mig til Aarhus Walk.