AGF KVINDEFODBOLD JAGTER NY SEJR I WEEKENDEN

13.09.2024 04:48

Der er mulighed for at opbygge en lille stime, når AGF Kvindefodbold tager turen til Køge i den kommende weekend.

Gjensidige Kvindeligaen har som 3F Superligen også været på pause. Nu er det blevet tid igen, og AGF Kvindefodbold skal lørdag den 14. september en tur til Sjælland for at møde HB Køge. 

Dog har pausen i Gjensidige Kvindeliga givet plads til Gjensidige Kvindepokalen, hvor både AGF Kvindefodbold og HB Køge K har været i aktion. AGF Kvindefodbold var onsdag den 11. september taget til Brabrand, og det endte med en komfortabel 9-0 sejr – blandt andet med et hattrick fra Laura Faurskov. For HB Køge K’s vedkommende gjaldt det en tur til Vejle, og det blev til en 4-0 sejr. Så begge hold kommer ind til opgøret med en masse mål i bagagen og en masse selvtillid.

Mange mål var således også definerende for seneste opgør mellem de to klubber. Seneste møde var den 8. juni 2024 i et opgør, der endte 4-3 i HB Køge K’s favør. Dog var AGF Kvindefodbold foran ved pausen med 3-0 på to mål fra Laura Faurskov og et enkelt fra Mathilde Rasmussen.

Historisk set bliver det muligvis et svært opgør mod HB Køge. I alt har AGF Kvindefodbold kun vundet et enkelt opgør mod dem – tilbage den 25. november 2023. Holdene har mødtes 10 gange i Gjensidige Kvindeligaen, og det er blevet til ni sejre for HB Køge.

Dog har Køge K haft en lidt udfordrende sæsonstart og begge hold ligger med tre point i Gjensidige Kvindeligaen i hvad der udgør sjette- og syvendepladsen - kun adskilt af målscoreren. Fjerdepladsen er dog ikke længere væk end bare tre point, og derfor kan en sejr vise sig yderst vigtig for at fastholde et greb i toppen.

HB Køge K kommer ind til opgøret med tre nederlag i træk i Gjensidige Kvindeligaen - en tendens der gerne må fortsætte i den stil, når AGF Kvindefodbold tager turen til Sjælland lørdag den 14. september i jagten på anden sejr i træk - i Gjensidige Kvindeligaen vel at mærke. 

Kampen starter på Capelli Sport Stadion kl. 15 og kan følges live på Kvindeliga.live