AGF KVINDEFODBOLD: - EN VIGTIG KAMP FOR OS

19.09.2024 10:26

AGF's kvinder møder lørdag Brøndby IF i Ceres Park i en kamp om vigtige point.

Sæsonen i Gjensidige Kvindeligaen har set lidt bøvlet ud for AGF Kvindefodbold her i indledningen. Det er blevet til en enkelt sejr mod B.93, men resten af kampene har været pointløse.

Nu får vi chancen for flere point på lørdag kl. 13, hvor Brøndby IF kommer til Ceres Park. 

Gjensidige Kvindeligaen er tæt med få point mellem de respektive hold. Og det kan AGF's kvinder drage fordel af, da vi med en sejr over rivalerne fra Brøndby IF, kan rykke tre pladser op i tabellen.

- Det er en meget vigtig kamp for os, for vi skal gerne ud og ha' de tre point. Vi har været inde i en periode, hvor vi har mistet en del af de point, vi føler vi kunne have spillet os til. Så kampen lørdag er virkelig vigtig for, at vi kan komme godt med i ligaen igen, siger anfører Sarah Dyrehauge.

Det er da heller ikke umuligt at slå Brøndby på lørdag, når de tager turen til Ceres Park. De har således blot hentet enkelt point på udebane i nuværende sæson - en statistik Sarah Dyrehauge gerne vil bidrage til.

- Vi skal sørge for at holde fast i den statistik, og vi vil også give alt for, at vi kan få den første sejr på hjemmebane i Ceres Park. Vi har vundet over dem før på Ceres Park, så vi skal fastholde troen på, at vi kan gentage succesen.

- Vi må ikke miste energien og positiviteten - de ting kommer til at være vigtige for os. Men vi skal se indad, og forsøge at være skarpe på de situationer, hvor vi selv kan gøre noget. 

- Det er blandt andet, når vi selv har bolden, og derfra være skarpe i at få skabt chancer frem i banen og udnytte de chancer. Når vi så ikke har bolden, så skal vi være klar i presset og komme med en masse energi, positivitet og tro, siger Sarah Dyrehauge. 

Brøndby IF er for mange i Aarhus det hold flest gerne vil slå - også på kvindesiden, og anføreren spår igen en tæt og intens kamp lørdag. 

- Det bliver en meget tæt kamp – nærmest fifty-fifty. Så kampens resultat kommer til at afhænge meget af, hvem der har niveauet på dagen, og det skulle gerne være os, tilføjer Sarah Dyrehauge. 

Det er på lørdag den 21. september, at der er fodbold i Ceres Park. Kampen mellem AGF Kvindefodbold og Brøndby IF's kvinder starter kl. 13. Find billet herunder.