NU ER DER LIV I AGF’S NYE AKADEMI
25.10.2024 17:40
AGF's nye akademibygning indviet og de første spillere er flyttet ind.
AGF’s nye akademibygning på Fredensvang blev indviet fredag eftermiddag med en stor reception, hvor endnu en milepæl i klubbens udvikling blev fejret.
AGF’s talenter har godt nok i nogen uger kunne bruge de flotte nye faciliteter og de første tyve unge spiller er allerede flyttet ind. Men fredag den 25. oktober blev akademiet formelt indviet ved en reception i det nye akademis hjerte; en atriumgård med moderne træningsfaciliteter.
Foran de tyve ungdomsspillere, der allerede er flyttet ind, gæster, hovedentreprenøren Raundahl og Moesby, repræsentanter for AGF af 1880 og AGF A/S, medarbejdere og venner af huset bød formand for bestyrelsen for AGF af 1880, Erik Meineche Schmidt velkommen.
Efter taler fra Carsten Raundahl fra Raundahl og Moesby, formand for AGF A/S, Lars Fournais og adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen blev akademiet officielt indviet ved, at de tyve ungdomsspillere, som allerede bor på akademiet, skrev deres navne på dørskiltene til deres værelser som en symbolsk markering på, at nu er vi i gang.
- Vi står i noget af det bedste setup i Skandinavien, og vi kan være meget stolte. Vi skal dog også huske på, at det her ikke handler om murstenene. Det handler om det, der er indeni. Det er jer, det hele afhænger af, sagde Jacob Nielsen til spillerne, som også fik en hilsen på vejen fra formand for A/S, Lars Fournais.
- Min opfordring til jer er, at I hver dag gør jer umage for at blive den bedste udgave af jer selv. I er den første årgang på dette akademi, og I kommer til at agere foregangseksempler for kommende generationer, lød det fra Lars Fournais.
AGF’s nye akademi er bygget ved siden af AGF’s klubhus fra 2018 og forlænger bygningen til ét stort fodboldhus, hvor akademiet altså nu udgør den nyeste del.
Udover faciliteterne til AGF Talent har administrationen i AGF A/S også fået til huse i en fløj i bygningen, hvor de får hjemme indtil byens nye stadion står færdigt.
Akademiet er på 2.200 kvadratmeter med 20 lejligheder, hvor spillerne bor to og to og flere værelser og kontorer, et stort styrketræningslokale i hjertet af det hele, omklædningsrum, fællesrum til gaming og socialt samvær, et stort auditorium og andre nødvendige faciliteter til en god dagligdag.
I de kommende dage kan man se meget mere til AGF’s nye akademi på AGF Play og vores andre kanaler.